Gud lader sig erfare

Det er muligt at opleve guddommelig kærlighed og lyksalighed uden videre i ens inderste væsen og væren. Jeg taler om den tilstand, som mystikere har skrevet og talt om i årtusinder, og som alle har tilskrevet Gud og Helligånd, endda ofte identificeret med samme. Oplevelsen er sjæleligt transformerende i sig selv og sætter en eksistentielt transformativ proces igang., der styrer mod en tilstand af på en gang større viljefasthed, men også større uselviskhed og selopofrende kærlighed.
Tillad mig i det følgende at pointere visse væsentlige forskelle mellem religiøsitet, spiritualitet, okkultisme og mysticisme, sådan som jeg er kommet til forståelse deraf gennem mine egne erfaringer.

Overfor mysticismen fremtræder religion blot som et rum af mulige muligheder (det er jo troens væsen) og spiritualitet som et felt af undersøgelse af åndelige muligheder. Realiseringen af forskellige af de muligheder ligger i henholdsvis okkultismen og mysticismen. Okkultismen vedrører realiseringen af de åndelige evner, der i almindelighed ikke udfolder sig med mindre de plejes i det spirituelle rum. Mysticismen vedrører realiseringen af ens indre værensmæssige enhed med Det Værensmæssigt Højeste (Gud, Brahman, Buddhanaturen, Shunyata, hvad man nu vil kalde det).
At være spirituel er således godt nok et alternativ til religion, men det er mindst lige så tåget som at være religiøs, ved det at det blander to forhold sammen, der er væsensforskellige: Religionen blander drømmen om åndelig forløsning sammen med eksistentiel tvang; spritualiteten blander de øgede evners egotrip sammen med mysticismens overskridelse af egoet i en værensmæssige overgivelse til den indre treenighed af kærlighed, bevidsthed og lyksalighed.
Jeg benægter ikke, at den spirituelle kan opleve ekstatiske tilstande (det kan den religiøse iøvrigt også), men de oplever det som en indstrømmen i jegets felt. Det at der er tale om indstrømmen afgrænser det spirituelle til enten terapi eller til udvikling. Faktisk er de to det sprituelle livs nøglebegreber og de skelnes sjældent, idet man anser den sundeste åndelige terapi for lig med åndelig udvikling.
Men i både terapi og udvikling er der tale om en transformation af jegbevidstheden, hvofor spiritualitet er uforenelig med mysticismen. Mysticismen vil ene og alene transcendere selvbevidsthedens forankring i jeget for at etableres i en bevidst værensmæssig enhed med den allestedsnærværende lyksaligheds-kærligheds-energi-væren (Gud).
Jeg vil nu gerne minde om, at jeg taler ud fra mine egne erfaringer. Denne værensmæssige tilstand er faktuel og jeg beskriver den og omtaler den, sådan som jeg selv har erfaret den. Forekommer det fortænkt, må jeg afvise det blankt som det, det mindst af alt er. Desværre er der langt mellem de, der oplever denne tilstand såvel regelmælssigt som klokkerent, hvorfor ens tale derom ofte forekommer eksotisk eller endda provokerende. Tilstanden kaldes iøvrigt i den kristne mystik for "unio mystica". Den, der har beskrevet oplevelsen deraf mest detalieret, er uden tvivl den orthodokse helgen Symeon "den nye teolog" (Se ærkebiskop Krivocheines bog om ham: In the Light of Christ, St. Vladimirs Seminary Press, USA 1986)
Jeg vil også gerne påpege, at jeg værgrer mig ved at bruge ordet Gud. Det kommer sig af, at protenstantismen i særdeleshed, og heraf i særdeleshed folkekirken, har reduceret begreb Gud til den mest indholdsløse kliché sproget nogensinde har haft. Det er idag et fuldkomment ubrugeligt ord, der intet formidler andet end Det Religiøses selvsmagende selvhøjtidelighed. Hvoraf kommer det så, at det netop er protenstantismen, og i særdeleshed folkekirken, der har reduceret Gud til en kliché? Det kommer sig deraf, at man har afvist den umiddelbare transcendentale erfaring af værensmæssig enhed med Gud og istedet beskæftiger sig med det rent eksistentielle. Folekirkens teologi er med andre ord slet og ret eksistensteologi: en rent eksistentiel lære om det guddommelige - hvilket er enten en selvmodsigelse eller fortænkt.
Det guddommelige bliver først et eksistentielt forhold i den yderste tilstand af unio mystica, for det er først her, at man har ikke blot realiseret det guddommelige fuldstændig i sit eget indre men også i en sådan grad, at man er istand til at aktualisere, og dermed realisere, den tilstand i sin aktive hverdag, sin eksistens.
Overfor dette, der i højeste grad må betegnes som eksistensteologi, fremtræder kirkens "eksistensteologi" blot som selvtilfreds spekulation over moral og etik og borgerligt levned. Altså som netop det, jeg indledningsvis anklagede religion for: at sammenblande to væsensforskellige områder: det eksistentielle og det transcendentale - endda det transcendentale som ren spekulation. Det er først når de to områder, eksistens og transcendens, ikke længere er adskilt, at man kan tillade sig at tale om en eksisistentiel teologi.
Mysticismen kan derfor ikke affejes for at være et rent transcendentalt anliggende: noget, der er verdensfjernt og som tvinger en til et liv i et kloster eller en klippehule. Det er kun indledningsvis, det er et transcendentalt anliggende, der tvinger en til i afmålte tidsrum hver dag at lukke øjnene for verden (ie. "meditere" selv om jeg vægrer mig for at bruge også det ord, fordi de spirituelle og New Age tilhængere idag efterhånden har banaliseret det ord til afspænding og sjæleligt navlepilleri, ganske som kirken har banaliseret ordet Gud til afspændingsmiddel overfor al intellektuel og filosofisk inkonsistens i teologien).
At lade sin forståelse af mysticismen forblive dér ved det transcendentale, er som at lade ens forståelse af skolegang forblive ved ABC. Man må gøre sig klart, hvis man skulle være så uheldig ikke selv at have oplevet det, at mysticismen i sine videre faser også befatter sig med en kropslig realisering af lyksalighed, alkærlighed, medfølelse, vilje og visdom (Gud). Først efter den rent kropslige realisering heraf begynder mysticismen at gå fra at være transcendental til at være eksistentiel. Der er altså forskellige grader af unio mystica: en rent transcendental, der sjældent er permanent med mindre man lever i askese og i refugium.
Det er efter min bedste overbevisning også derfor, at mysticismen er blevet forvekslet med et rent transcendentalt projekt, der alene trives i askese og isolation. De vidnesbyrd vi i almindelighed har, er de, som er givet os fra netop munke og nonner, der i kraft af deres livsførelse har kunnet opretholde en temmelig permanent tilstand af transcendental unio mystica.
Der er imidlertid også en tilstand af eksistentiel unio mystica, der kommer efter den transcendentale. Den er sjældent beskrevet, men man finder vidnesbyrd om den her og der. F.eks. i Juan de la Cruz' sidste værk oversat som "Living Flame of Love" og i Lawrence's "The Practice of the Presence of God". Problemet med disse vidnesbyrd om den eksistentielle unio mystica er, at folk mener de kan relatere til dem og at der er tale om ordinære eksistentielle anliggender. Lawrence taler om at mærke Gud i sin hverdag, f.eks. når man skræller kartofler, taler med nogen, der ikke bryder sig om en, osv. Men en sådan praksis forudsætter jo netop, at man har realiseret Gud i det mindste transcendentalt, for at tale om at mærke Gud uden at have den mindste erfaring af Gud kan kun anses for den højeste grad af indbildning.
Den indbildning er alfa og omega i den protestantiske kirke, som udmærker sig ved at være den kristne hovedretning, der håndhæver den yderste grad af uvidenhed udi i mysticismen. Denne totalte kirkelige uvidenhed om Gud bør ikke undre en: det er netop Luthers store teologiske fortjeneste at han fik undertrykt mysticismen lige så effektivt som inkvisitionen undertrykte almuvisdommen som hekseri.
Luther misforstod mysticismen så fuldkomment som det overhovedet er muligt: som det at ville guddommeliggøre sig selv. Det er rent vås. De spirituelle (og herunder New Age tilhængere, antroposoffer og teosoffer) vil guddommeliggøre sig selv, mystikere derimod vil transcendere sig selv. Nogen større ydmyghed findes ikke end det at miste sig selv overfor, og ultimativt i, Gud som allestedsnærværende kærlighed og medfølelse.
Okkultisten Rudolf Steiner, mener f.eks. at "Jeg'et lever i den enkelte menneskelige individualitet som det højeste guddommelige" (Om livets mening, s.15); hvilket enten er en overvurdering af jegets format eller en mangelfuld forståelse af det guddommelige. De spirituelle vil overfor denne invending hævde, at mennesket har to selv: et inkarneret ego, som man i almindelighed identificerer sig med, og så et "højere selv" som vandrer fra inkarnation til inkarnation og udvikler sig. Det skulle så antageligvis være dette sidste Steiner refererer til som det højeste guddommelige i mennesket.
Der er selvfølgelig ikke noget højere end det højeste guddommelige, hvorfor det da også er passende at Steiner ændrede teo-sofien til antropo-sofi, altså smed gud (theos) ud og satte mennesket (antropos) istedet. De spirituelle og New Age tilhængere er helt i tråd hermed. De befatter sig med et et højere selv, som på uigennemskueligvis har udspaltet et lavere jeg fra sig, som det højere selv (der jo er en selv) så antager sig at være (igen på uforklaret og uigennemskuelig vis); dette kan man finde udførligt beskrevet i bøger af f.eks. Asger Lorenzen, der for sin del har det fra Alice Bailey m.fl. der har det fra teosofferne. Det er så de spirituelles projekt at udvikle det lavere selvs (altså ens hverdagsselvforståelse) til at kunne rumme det højere selv og ultimativt forene de to. For så vidt der er tale om gud i den sammenhæng, er der altså enten tale om
1) en ufattelig entitet, man er væsensforskellig fra, og som man kan henvende sig til og bede om nåde osv. (altså et princip overtaget fra den protestantiske kristendom).
2) at det højere selv og gud er et. Altså Steiners opfattelse af det evigt reinkarnerende jeg som det højeste guddommelige.
Begge disse opfattelse strider imod mysticismen. For mystikeren er der ikke noget højere selv, der er heller ikke noget lavere for den sags skyld. For det andet anser mystikeren ikke gud for adskilt fra hamselv ved det, at gud er allestedsnærværende. Igen vil jeg gerne minde om, at dette ikke er noget rent fortænkt: jeg skriver ud fra mine egne direkte erfaringer.
Det er muligt at erfare jeget som en ren bevidsthedskonstruktion, hvilket reducerer dets status fra at være sandheden om en til at være noget rent temporært og forgængeligt, man hen ad vejen identificerer sig med. Sandheden om en selv må nødvendigvis være det standpunkt hvorfra man iagttager jeget. I dette tilfælde taler jeg om et standpunkt, der ikke er selvrefererende ved det, at der ikke er noget afgrænset at referere til: der er blot bevidsthed i hvilket viden er mulig, som ikke afgrænses af den viden, ydermere er der kærlighed, medfølelse og salighed. Bemærk at der ikke er noget, der er bevidst, kærligt, medfølende og saligt, altså ikke noget "højere selv", der er blot bevidsthed, kærlighed, medfølelse og salighed og det er det, man er. Der er ikke tale om kvaliteter, men om en tilstand.
I lyset af en sådan erfaring fremtræder hele det spirituelles grundlag, nemlig læren om et højere selv, som blot endnu en religiøs konstruktion, der ganske vist idag har et større potentiale for at indkorporere mysticismen end kirkereligion, men som dog overfor mysticismen ikke er andet end enten spekulativt pjat eller en okkult blindgyde. En blindgyde, fordi den effektivt vil hindre opnåelsen af unio mystica, hvis den virkeliggøres sådan som Steiner og New Age spiritualiteten ønsker det: som ubrudt udødelighedsbevidsthed på tværs af inkarnationer. Unio mystica er nemlig væsensforskellig fra enhver selvbevidsthed, om den selvbevidsthed så er forankret i et lavere eller højere selv.
Det er endvidere muligt at erfare den selvsamme bevidsthed, kærlighed, medfølelse og salighed i alt og alle omkring en. Denne erfaring er særdeles interessant, for den markerer skiftet fra transcendental mysticisme til eksistentiel mysticisme. Den eksistentielle mysticisme forudsætter selvfølgelig at den transcendentale mysticisme har blomstret helt og fuldt, for kun derved kan man genkende oplevelsen for hvad den er. Man kan have glimt af den eksistentielle mysticisme uden at den transcendentale er fuldt etableret, men det vil da ikke afføde andet end henrykkelser og ekstaser. Tilstande, der i forhold til den egentlige eksistentielle mysticisme ikke er andet andet end på ABC niveau, for man bytter så at sige endnu om på bogstavernes rækkefølge. Ikke at det er forkert, det er ganske naturligt i første klasse at sætte E foran D osv. og samtidig føle, at man der har en stor indigt ud i alfabetets hemmeligheder: det er jo dog bogstaver og deres rækkefælge man opererer med. Men fra et overordnet synspunkt er det tydeligt, at man kløjs i det.
Mysticismen, forstået som det project at nå unio mystica, begynder altså først når ekstaser og henrykkelser er lagt bag og man formår at være fuldt bevidst i en tilstand af alkærlighed, medfølelse og salighed uden at referere til det som noget oplevet og uden at referere til sig selv som oplever. Man slet og ret er den tilstand af alkærlighed, medfølelse og salighed. Ekstase og henrykkelse afhænger af, at ens selvforståelse er forankret i et selv, hvadenten det er højere eller lavere, der oplever, altså er adskilt fra, saligheden mv. I unio mystica er den adskillelse væk. I den transcendentale unio mystica er den væk i det indre, i den eksistentielle unio mystica er den tillige væk i det ydre.
Bemærk at man ikke er den tilstand, fordi man "glemmer sig selv", sådan som teologer og psykologer i almindelighed forklarer unio mystica. Man er den tilstand også inden man når unio mystica, men man var blot uvidende derom, fordi man reducerede sin bevidsthed om sin egen væren til en uklar og tåget fornemmelse knyttet til jeget (og igen: om det så er højere eller lavere er lige ugyldigt).
Identifikation med ens eget jeg er altså roden til at vi ikke alle lever i unio mystica. For mystikeren er der ikke tale om, at man er et jeg, der oplever det guddommelige (omend det indledningsvis fremtræder sådan og derfor beskrives sådan), der er tale om, at vi i og med det guddommeliges allestedsnærvær allerede er det guddommelige, men at vi ikke er bevidste derom fordi vi identificerer os med jeget.
Denne jeg-identifikation kan ikke opløses ved at nedbryde sin identitet eller ved andre af de i psykologien kendte identitetsproblemer. Den kan kun opløses ved erfaringen af unio mystica, for kun ved den erfaring kan der etableres et midlertidigt ståsted udenfor jeg-bevidstheden hvorfra man kan iagtage jeget under den svære proces, hvor identifikationen med jeget, tillige med jeget selv, opløses.
Den opløsning af såvel jeget som identifikationen er en forudsætning for at man kan etableres i unio mystica (hvadenten det er den transcendentale eller eksistentielle variant). Det værste ved processen er, at identifikationen ikke forsvinder før jeget, men at identifikationen først svinder når der ikke længere er noget at identificere sig med, altså først efter at jegstrukturerne nedbrydes. Man oplever det altså som at gå til grunde.
Den mystiske oplysningsproces mod unio mystica er altså langt fra behagelig og hvis nogen taler om den spirituelle vej som en af lys og vækst i kærlighed og medfølelse, så har de ikke det mindste kontakt med mysticismen og bringer blot belæringer til torvs for at tjene penge og stille sig op som åndelige vejledere for deres egen selvtilfredsheds skyld. Ganske vist er der tale om progressiv vækst i ens erkendelse af enhed med lyksalighed, kærlighed, osv. Men fra selvets standpunkt er der i vid udstrækning tale om frustration og smerte.
Den grumme periode af nedbrydning af selvet og den tilsvarende nedbrydning af identifikationsstrukturerne, er særdeles velkendt i mysticismen. Den er bedst beskrevet af Juan de la Cruz, der gav den navnet "sjælens mørke nat". Hvis man nu skulle få lyst til at læse hans bog med samme titel, så må man bære in mente, at den ikke giver megen mening, med mindre man har erfaret transcendental unio mystica klokkerent, for den erfaring er forudsætningen for at sjælens mørke nat påpegynder. Har man ikke erfaret unio mystica vil sjælens mørke nat ikke kunne forstås som meget andet end jegkriser og depression.
Mysticismen ligger helt udenfor jegpsykologiens område og i vid udstræning også både religionens og spiritualitetens område. Ikke desto mindre er der ingen tvivl hos en, når man har erfaret unio myustica, at det er dette, som såvel religion som spirtualitet igrunden kredser om uden rigtig at have begrebet: Gud, Selv, osv.

I min kunst har jeg søgt at udtrykke sjælens mørke nat. Unio mystica lader sig ikke udtrykke. Er man interesseret i at se mine malerier, kan man gøre det på interettet på adressen <http:\\janesmann.com> og hvis man vil læse mere om mysticisme mv. kan man her klikke sig ind til FAQ-siden om min spiritualitet, der har et hav af links til tekster, man frit kan downloade: dels om mysticisme f.eks. Underhills klassiker "Mysticism"., dels tekster af mystikere, bl.a. "Dark Night of the Soul".

Jan Esmann, Juni 1998