II. På Sporet af en Funktionel Narratologi

Teser om Det Narrative

Tidligt antydede vi, at en række teser skulle opstilles som trin i vores undersøgelse. Vi har allerede opstillet een tese, det hér vil være på sin plads at pointere:

Det narrative skal ikke opfattes lineært, dvs. ikke med en principiel struktur, hvor begyndelse og slutning er indbyrdes uforenelige modsætninger, men bør opfattes cirkulært, hvor slutningen kan lede til, eller udgøre, en ny begyndelse. Den lineære ("Aristoteliske") dramaturgi vil da udgøre et udsnit af denne cirkel.

Men den er ikke tilstrækkelig til at forklare, at der kan ske et sammenfald mellem begyndelse og slutning, ej heller, hvordan slutning og begyndelse, der ikke falder sammen, lader slutning transformeres til begyndelse. Dette kan friste os til at

Men vi må nu mere præcist spørge til karakteren af sammenfaldet mellem begyndelse og slutning hhv. slutning og begyndelse. Er der tale om et ægte sammenfald, er der ingen grund til at skille dem ad, er der ikke tale om et ægte sammenfald, da måtte vi introducere endnu en transformation mellem slutning og begyndelse hhv. begyndelse og slutning, hvorved vi ville stå med en ottedelt cirkel i stedet for en seksdelt.

Dette er tankevækkende, for begge kan reduceres til samme resultat.

Er der tale om et ægte sammenfald mellem begyndelse og slutning, da vil den seksdelte cirkel reduceres til en firedelt, der principielt er magen til den netop

Det er indlysende, at det er problematisk at kalde ikke-transformation for "situation" for en transformation kan vel opfattes som en dynamisk situation.

Muligvis kan der være tale om en overreduktion, når vi går fra fire specificerede (begyndelse-Tr.-Slutning-Tr) til to uspecificerede, der kommer af, at vi har sat begreberne på et for højt abstraktionsniveau. Det vil vi vende tilbage til siden, når vi har et grundlag til at overveje abstraktionsniveauet dybere.

Det er tankevækkende, at disse modeller opererer med en deling i to eller fire, og ikke med den klassiske tredeling. Tredelingen kommer af, at den todelte cirkel er gennemløbet halvanden gang (den firedelte trekvart) og at der insisteres på, at fortællingen skal begynde og slutte med en situation/tilstand. Der er principielt ikke noget i vejen for, at vi kan gå cirklen igennem flere eller færre gange, eller starte eller slutte fortællingen med transformation. Vores næste problem er at definere forskellen mellem tilstand og transformation.

Vi kan straks spørge, om en sådan skelnen overhovedet giver mening. Man kan i realiteten ikke have den ene uden den anden, hvilket giver, at delingen er rent principiel. Derfor må vi nu opstille følgende tese

Det Narratives enheder vil være principielt ensartede, og vil indbefatte transformation og tilstand. Den Narrative Enhed vil givetvis være struktureret om en dynamisk funktion, der foranlediger et samspil mellem tilstand til transformation.

I det følgende må vi så nu prøve at bestemme den dynamiske funktion. Da den uundgåeligt vil være egentlig transformativ vil vi kalde Den Transformative Funktion. Kan vi beskrive den nærmere?

Vi har allerede berørt at det, vi foreløbig kalder "den narrative dynamik" (og nu også nærmer os med Den Transformative Funktion) ikke kan begribes som et kausalneksus i dets almindelige mekaniske forstand, men at vi dog alligevel kan tale om, at der er en tilstand, der støder op til en anden, og at der derfor må være en art særegen funktion, der bestemmer overgangen fra den ene tilstand til den anden. Vi har desuden netop argumenteret for, at denne funktion må være en integreret del af udgangssituationen, selv om den dog kan udvikle sig til en separat enhed.

Vi må stadig tage det spørgsmål i betragtning, hvorvidt den første tilstand forårsager den anden, eller den anden så vel som den første, er givet af en overordnet fortællingens teleologi – vi kan endnu ikke svare direkte på det, selv om vi allerede nu har indkredset følgende:

Dynamikkens "sted" er det afgørende sted, hvor skiftet fra een tilstand til en anden igangsættes, så vi må foruden at mene, at fortællingen adskiller sig fra det mekanistiske forløb derved, at dette dynamiske sted er radikalt forskelligt fra et kausalneksus, også muligvis mene, at de hinanden efterfølgende situationer er væsensforskellige i narrative forløb og i mekaniske forløb. Men da et mekanisk forløb kan antropomorfiseres og udgøre en fortælling, så kan vi ikke umiddelbart mene, at det er situationernes formelle indholdselementer, der afgør sagen. Vi kan så spørge om det er de elementære situationers struktur, men dertil kan straks bemærkes, at selv om vi anerkender, at strukturen i en eller anden grad er afgørende, så må vi indrømme, at siden der er tale om en forløbsstruktur, så har vi et element af narrativ dynamik mellem den ene og den anden strukturelle enhed i forløbet. Det springende punkt bliver da igen dynamikkens væsen og nærvær i enheden og imellem enhederne.

Det vi søger at bestemme, er ikke lige nu enhederne i forløbet, men det, der afgør at enhedernes forløb er narrativt, samt hvordan det forløb adskiller sig fra et ikke-narrativt forløb. Den unikt narrative struktur må i det mindste kunne siges at være unik ved det, at den dynamik, der fører situationerne over i hinanden, er unik.

Hér melder sig straks et andet problem, nemlig hvorvidt situationerne gives på forhånd som arketypiske (i Propp'sk forstand) og hvorvidt vi leder efter noget, der føres fra den ene til den anden situation, eller om den ene situation er resultatet af en transformation af den forudgående, eller om en situation slet ikke på nogen måde er bestemt af den forudgående, men alene dannes af en dynamik, der blot igangsættes af den første situation, i samspil med de givne omstændigheder. Vi har altså tre muligheder med situationerne A og B og dynamik D:

1) D er en konsekvens af at vi har både A og B.

2) B følger direkte af A med D som mediator.

3) A udløser D, der uafhængigt af A danner B.

Ad 1 gælder det, at Det Narrative sættes at være en struktur, der i anden omgang genererer et dynamisk forløb.

Ad 2 gælder det, at Det Narrative sættes at være en række situationer (der knyttes sammen ved en dynamik uden nogen egen narrativ væsentlighed).

Ad 3 gælder det, at Det Narrative sættes at være en unik operativ dynamik, der genererer situationer, der så for deres del udløser dynamikken. (A er således selv dannet af dynamikken, på samme måde som B).

I det foregående har vi diskuteret opfattelserne 1 og 2. Vi hælder til opfattelse 3, da vi finder at Det Narrative ikke opstår ved de situationer, dets forløb består af, men udfolder sig i en unik operativ dynamik, der udvirker scener gennem et samspil af subjekt og subjektets omstændigheder (hvorved Det Narrative iscenesætter sig selv).

Vi må nu spørge, om vi kan fastslå nogle kendetegn for den dynamik. Siden den nu er særegen for Det Narrative, må den have væsentlige træk, der adskiller den fra andre dynamikker. Det er givet, at der er et element af indeterminerethed, siden den går forud for situationerne. Var den narrative dynamik ikke indetermineret, ville fortællingen iøvrigt ikke overraske: vi ville af en given situation principielt kunne udlede den næste og så fremdeles (som i 2). Fortællinger er ikke nødvendigvis (og sjældent) forudsigelige, selv om vi dog kan fornemme en slutning som meningsfuld og passende i intuitiv eller emotionel forstand. Det betyder dog ikke, at en anden ikke også ville kunne opfattes meningsfuld og passende.

Da dynamikken er indetermineret, men vi dog alligevel kan begribe forløbet som kausalt i nogen forstand, om end ikke i mekanistisk determineret forstand, så må vi opfatte forløbets fremdrift som bestemt af subjekters viljesindsats, dvs. som volitionel. Af dette følger, at antropomorfisering og narrativisering er uadskillelige, for i det et kausalt neksus ændres til et indetermineret volitionelt neksus, så har vi placeret den intentionelle akt som den drivende kraft og dermed kendetegnet Den Narrative Dynamik som antropomorf.

Alt dette kan samles i endnu en tese

Den Narrative Dynamik er kendetegnet ved at være indetermineret og dens funktionelle element volitionelt. Den Narrative Dynamik er således antropomorf.
Antropomorfisering eller narrativisering af et ikke-narrativt eller ikke-antropomorft forløb er derfor overensstemmende handlinger.

Selv om alle ovenstående teser kan vise sig nyttige senere, så må vi ikke lade os forblænde af dem: i og med at de enten er negative, eller gør brug af meget store og besværlige begreber. Vi er endnu blot ved at indkredse vores undersøgelsesfelt.

Det kan derfor være nyttigt ud fra vores indsnævrede spørgefelt at kaste endnu et blik på ovenstående naratologers betragtninger.

At vægte "action" og "events" er tankevækkende, for det afføder den tanke at i fortællinger er det handlende subjekt en drivkraft i det narrative forløb og altså ikke blot et vidne eller en mere eller mindre passiv deltager. Dette forbinder selvfølgelig karakteren med Den Narrative Dynamik, hvilket griber tilbage til vores tese om, at Den Narrative Dynamik er antropomorf.

Ydermere får den subjektive karaktér ("figurens personlighed") den narrative funktion at bære eller gyldiggøre (sandsynliggøre) subjektets funktion som narrativ drivkraft. Karaktertegningen tjener altså i Det Narrative til at gyldiggøre/troværdiggøre subjektets funktionelle bidrag til Den Narrative Dynamik. (En ængstelig og debil karaktér vil f.eks. ikke kunne troværdiggøre den subjektets narrative funktion, som udgøres af f.eks. en kynisk direktør for et multinationalt foretagende). Men vi kan ikke have subjektet uden i en given situation og en given tilstand – og omvendt kan vi heller ikke have en narrativt funktionel situation eller tilstand, uden at den udgør omstændigheder i hvilke, eller i forhold til hvilke, subjektet handler eller forholder sig. Derfor må begge indbefattes i en dækkende beskrivelse af Den Narrative Enhed.

En given situation eller tilstand vil (på samme måde som karaktertegningen) gyldiggøre/sandsynliggøre en Narrativ Omstændighed. – Et multinationalt firmas mødelokale vil f.eks. kunne være den givne situation, der sandsynliggør den Omstændighedernes Transformative Funktion, at der foretages en milliardtransaktion – det vil f.eks. en hundeslædeekspedition på nordpolen næppe (om end det ikke kan udelukkes: der er altså en ikke nærmere bestemmelig, men dog uomgængelig, sammenhæng mellem subjekt og situation). Omstændighedernes Transformative Funktion bidrager således også til den Narrative Dynamik, hvilket giver os følgende skitse over Den Narrativt Dynamiske Enhed. Hvad vi mere generelt kan kalde De Narrative Omstændigheder, vil være en generel fornemmelse for denne enheds bestanddele.

Vi mangler endnu at bestemme den Transformative Funktion (eller de Transformative Funktioner) og den Narrative Enhed (eller de Narrative Enheder) nærmere, selv om vi dog nu har bestemt deres strukturelle kerne og funktion som Det Narratives essentielle væsen. Vi må endvidere spørge: Hvordan resulterer disse, Den Transformative Funktions, binære enheder i et fortællingens forløb? Hvordan afføder den ene enhed den anden? Hvordan bliver en række enheder til et kontinuerligt forløb? Kan de konkretiseres i kategorier af forskellige typer enheder?

Den Transformative Funktion giver en narrativt funktionel beskrivelse af en gammel kending. Siden funktionen består i en gensidigt transformerende interaktion af subjekt og dettes omstændigheder, så er der selvfølgelig tale om konflikt og dermed konfrontation. Konfrontation er imidlertid en statisk situation, konflikt et dynamisk forløb, hvorfor vores model ved at betone samspillet af de to parter handler om konflikt. Denne Transformative Funktion er altså en konfliktfunktion; vi vælger imidlertid at kalde den en transformativ funktion og ikke en konfliktfunktion, da vi er på vej mod at bestemme det narrativt dynamisk funktionelle frem for det semiotiske: vi vil ikke lade funktionen være reducerbar til en konflikt der kan formuleres i en statisk opposition, vi vil derimod lade den reduceres til en dynamisk faktor, der genererer forløbets operative drivkraft. Vores narratologi er således funktionel, ikke semiotisk, i sit projekt.

Indvender man mod denne model, at "scenen" ofte rummer flere subjekter, så vil der være der to svar til det: 1) at de ekstra subjekter enten vil være en del af scenen ud fra det aktuelle subjekts synsvinkel, 2) hvis de forskellige subjekter ikke blot er funktionelle dele af omstændighederne og deres transformative funktion (men altså hver i sær er subjekter med eget narrativt forløb), så vil hvert subjekt være en iscenesættelse af en egen Narrativ Dynamik med sin egen scene, alt efter hvordan scenen funktionelt indgår i den dynamik. Dette svarer ikke til, at hvert subjekt har hver sin opfattelse af situationen, for det er blot et spørgsmål om synsvinkel, hvilket sætter subjektet over scenen. I vores model er subjekt og scene jævnbyrdige i den forstand, at de begge er iscenesættelser af Den Narrative Dynamik: vi kan ikke skille dem og sige, at den ene går forud for den anden.

Vi har valgt ikke at definere Det Narrative ud fra aktanter i hverken Greimasiansk forstand (hjælper, giver, osv.) eller traditionel dramaturgisk forstand (protagonist, antagonist, osv.) (eller nogen anden forstand), da vi finder, at alle aktanter funktionelt er subjekter. Alle aktanter defineres selvfølgelig ud fra deres rolle i de givne omstændigheder, hvilket afhænger af en given synsvinkel; med andre ord: hvad der hjælper een, hindrer en anden, hvorved samme subjekt har flere aktantielle funktioner på een gang. Dette er selvindlysende.

Det var derfor naturligt for os, at lade vore overvejelser prøve at komme bagom aktanter (ganske som den ville bagom specifikke plots, genrer, mv.) for at finde ud af, hvad det var for en funktion i fortællingen, et subjekt overhovedet havde. Vi kom således frem til, at alle aktanterne funktion i forhold til omgivelserne er den samme: de indgår i et samspil dermed, hvor de transformeres af omstændighederne og selv transformerer omstændighederne. Den Transformative Funktion er således transaktantiel.

Omstændighedernes Narrative Funktion og Subjektets Narrative Funktion interagerer i og med Den Transformative Funktion, hvilket fører til at både karaktér og situation (scene) transformeres (dvs. deres tilstand transformeres i individuel grad, jvf. den før omtalte cirkel af tilstand-transformation). Den gradvise transformation kan ikke iscenesættes i en ubrudt beretning, men iscenesættes i adskilte perioder (sætninger, afsnit, mv.). Disse perioder er, hvad vi umiddelbart møder i fortællingen, som den givne scene eller den givne karaktér. Der er således tale om en aftagende grad af kontinuitet, når der er en tiltagende grad af iscenesættelse. Den yderste iscenesættelse af et transformativt forløb vil være en række still-billeder (dvs. alene af givne situationer), der fremstiller trin i transformationsforløbet. Den narrative dynamik derimod vil være ubrudt, selv om den kun, for modtageren af fortællingen, er begribelig via iscenesættelsen. Den Narrative Dynamik er på denne måde begribelig som Kontinuiteten bag De Transformative Funktioner. Dette leder os til følgende principtegning over et brudstykke af forløbet:

Fortællingen behøver selvfølgelig ikke iscenesætte både den givne situation og karakteren i een og samme afsnit, men kan vægte det ene eller det andet. Desuden kan en kompleks fortælling rumme flere dynamikker, der iscenesættes flettet ind i hinanden.

Hvad er det da, der afføder nye afsnit? nye narrativt dynamiske enheder? Er dét, der afføder det nye, det samme som det, der bestemmer dets indhold? Eller dets iscenesættelse?

Siden subjektet bidrager til den narrative dynamik, så må vi overveje subjektets bestanddele, for det er sikkert, at ikke alle er funktionelle. Den individuelle karaktertegning kan ved sin individualitet selvfølgelig ikke være en del af Det Narratives væsen, men alene en iscenesættelse af et funktionelt element deri. Ved at gå bag om karakterer til transformativ funktion opnår vi at gøre Det Narrative til et spørgsmål om dynamik i forhold til hvilken figurernes individuelle personlighed (karaktertræk) og handlinger er iscenesættelser.

Ydermere kan vi heraf sige, at siden den aktuelle transformative funktion lader sig iscenesætte i et afgrænset antal karaktertræk, men at en fuld karaktertegning som regel vil omfatte adskillige andre karaktertræk, så er der tale om, at nogle træk i en given situation har narrativ konsekvens, andre ikke. De, der ikke har, vil udgøre baggrund, de, der har, forgrund.

Dette afføder umiddelbart den iagttagelse, at fortællestilen vil skifte, alt efter hvordan karakterens baggrund og forgrund vægtes. En meget kontant stil, hvor der er vægt på aktivitet og fremdrift (typisk i en lineær dramaturgi) vil ikke medtage baggrundskarakter. En mere psykologisk orienteret stil vil medtage megen baggrundskarakter, selv om den ikke har en umiddelbart transformativ funktion.

Af ovenstående overvejelser kan vi fremsætte en tese om karaktertegningens narrative funktion:

Den individuelle karaktertegning med dens udtryk for personlighed mv. tjener i første omgang alene til at iscenesætte og udvirke en specifik (og til den karaktér knyttet) narrativ dynamik i det narrative forløb.

I anden omgang tjener karaktertegningen til at sandsynliggøre den transformation af en situation eller tilstand til en anden, som er temaet omkring den aktuelle dynamik. Med hensyn til dette, kan karakteren deles op i forgrundskaraktertræk og baggrundskaraktertræk, hvor forgrundskarakteren er de aspekter af karakteren, der er relevante for at udvirke den transformation. Baggrundskaraktertrækkene er de træk, der ikke er relevante for den pågældende transformation, men er det for andre.

Den indebærer, at subjektet er katalysator for de narrative transformationer, da subjektet er det eneste, der kan bidrage til den narrative dynamik med dets indeterminerede og volitionelle drivkraft. Med subjekt menes selvfølgelig ethvert antropomorfiseret væsen eller objekt.

Hermed er vi ved at knytte tilbage til tidligere narratologer, f.eks. Bal's definition af Det Narrative, der jo inddrager begrebet "actors". Det er svært ikke nu at komme i tanker om Henry James’ berømte dictum:

Hvilket ikke adskiller sig fra vores mere omhyggelige beskrivelse af enheden af subjekt og omstændigheder i den hændelsesøjeblikkets transformative funktion som er fortællenuets iscenesættelse af narrativ dynamik.

Nu er James' pointe dog ikke umiddelbart den narrative dynamik, men derimod karaktértegningens implicitte nærvær i handlingsforløbet, og omvendt handlingsforløbets implicitte nærvær i karaktertegningen; dette gensidige nærvær har vi tilbudt en forklaring på med modellen over Den Narrativt Dynamiske Enheds Binære Struktur (Den Transformative Funktions Iscenesættelse, se ovenstående).

Lad os overveje James' dictum, for den understreger, at vi i en sådan passage, hvor kun enten karaktér eller handling synes at ekspliciteres, har at gøre med en fortællesituation, hvor kun den ene side af en bagvedliggende enhed af de to iscenesættes. Det er væsentligt, at der således ikke, når vi har begge iscenesat, iscenesættes to adskilte ting samtidig (karaktér og handling), men een enhed, der har de to mulige iscenesættelser.

Var enheden et resultat af to, da måtte vi spørge til de tos væsen, om den ene eller den anden, eller begge, er egentligt narrative, eller om Det Narrative først genereres ved deres samspil. Antager vi, at det kun er den ene af de to (uanset hvilken vi vælger), der i sit væsen er narrativ, da vil den anden kunne undværes; hvilket er absurd: vi kan ikke have en fortælling udelukkende af karaktér, da selv en bevidsthedsakt er en handling, ej heller kan vi have en fortælling alene af handling uden et subjekt. Vi ender derfor med at indrømme, at Det Narrative essentielt ikke er en dialektik mellem subjekt og handling, men en enhed forud for de to, der kan iscenesættes i såvel subjektets karaktér som subjektets handlinger.

Vi skal dog ikke glemme vores tidligere diskussion, der ledte frem til at Det Narrative essentielt var en enhed, der lod sig iscenesætte i såvel subjekt som situation. Vi kan derfor nu forstå enheden af subjektets karaktér og subjektets handlinger som et redundant udtryk for enheden af subjekt og situation: handling vil altid indebære situation, ganske som handling vil indebære subjekt.

Omvendt vil en enhed af subjekt og situation altid udmønte sig i handling (selv passivitet, "fravær" af handling, er at opfatte som en subjektets aktivitet og dermed i narrativ forstand også en handling). Vi tvinges nu til at overveje forholdet mellem handling og enheden subjekt/situation. Dramaturger har ofte betonet, at fortællingen er en dialektik mellem karaktér og handling, men ud fra ovenstående kan vi se, at dette samspil ikke er andet end en iscenesættelse af en udspaltnig af Det Narratives essentielle dynamik i henholdsvis subjekt og situation. Subjekt iscenesættes i karaktér og situation i handling (og im- eller eksplicit beskrivelse).

Vi har tidligere (om den narrativt dynamiske enhed) argumenteret for, at karakteren og Subjektets Transformative Funktion var en enhed i en dybereliggende Transformativ Funktion. Vi har hér fastsat den dybere enhed af subjektets karaktér og subjektets handlinger samt de hændelser, subjektet handler i. Heraf kan vi i hvert fald straks sige, at Subjektets Transformative Funktion må være forbundet med den givne Situations Transformative Funktion, og derfor være forbundet med Omstændighedernes Transformative Funktion. Og vi har i det ovenstående fastsat, at Den Narrative Enhed i sit væsen må rumme både subjekt og hændelse i forening. Altså kan vi nu sige dette væsentlige:

Den grundlæggende Transformative Funktion er i sit væsen en enhed af subjekt, handling og situation.

Hvor mange sådanne funktioner, dvs., dynamiske enheder af subjekt, handling og situation, der findes, kan vi endnu ikke udtale os om. Men vi kan ud fra foregående overvejelser om Den Narrative Dynamik sige, at der gælder det samme antal for den. Vi må hér huske, at vi i Den Narrative Dynamik må inddrage det forløb, der er unikt for den gældende narration, for Den Narrative Dynamik må være særegen for hver enkelt narration, ved det, at den udgør et unikt kompleks af Transformative Funktioner. Med andre ord har vi med den narrative dynamik det, der giver forløbsmæssig sammenhæng til de transformative funktioner og gør, at de fremtræder som netop den pågældende fortælling. Den Narrative Dynamik er således vores foreløbige bestemmelse af Det Narrative.

Dette komplekse forløb af Transformative Funktioner, specifikt for den enkelte fortælling, kan naturligvis kun opstå ved at indarbejde den pågældende fortællings specifikke iscenesættelser af Transformative Funktioner i subjekt og situation. Ydermere kan vi sige, at hvis den ene iscenesættelse af subjekt, hhv. situation, afløser den anden iscenesættelse af subjekt, hhv. situation, så vil de to iscenesættelser være identiske og derfor redundante og overflødige med hensyn til at forstå Det Narrative som princip. Der må altså være en ændring i mellem to iscenesættelser af samme element og den kan vi ikke finde andre steder end i det andet element. Subjekt kan ikke transformere sig selv uden anledning lige så lidt som situationen kan: anledningen til transformationen af Den Transformative Funktions ene pol er derfor at finde i anden pol. Der sker med andre ord en vekselvirkning mellem subjekt og situation.

Siger vi at subjekt kan efterfølge subjekt hvis der er tale om to forskellige subjekter, så svarer vi, at indvendingen er irrelevant, for der vil ikke være tale om eet narrativt forløb, een narrativ dynamik, men om to, der flettes sammen. Vi kan derfor foreløbigt fremstille forløbet (Den Narrative Dynamik) i lineær form således

Der er dog ikke noget i vejen for, at enkelte Transformative Funktioner kan være implicitte i den fortalte fortælling således at vi synes at springe fra subjekt (hhv. situation) til subjekt (hhv. situation). Ovenstående kan formuleres i en simpel tese:

Den Narrative Dynamik er i al væsentlighed et samspil mellem Subjektets Transformative Funktion og Omstændigheders Transformative Funktion.

Af dette samspil opstår en række af Narrativt Dynamiske Enheder ved det, at subjektet påvirker omgivelserne, hvorpå omgivelserne bringes i en ny tilstand, der siden påvirker subjektet, der så finder sig i en ny tilstand. Vi kan ikke i samme enhed have iscenesat subjektet (eller omgivelserne) i to forskellige tilstande, hvorved enheden enten vil være subjekt "1"'s transformative funktion + omstændighederne, eller omstændighedernes transformative funktion + subjekt "2". Eller, med udgangspunkt i omgivelserne: Omgivelser "1"'s Transformative Funktion + subjekt eller subjektets transformative Funktion + omgivelser "2".

Nu må vi spørge, om De Narrative Enheder, som vi har bestemt dem, er selvtilstrækkelige, eller om de kræver et samspil med andre typer enheder (f.eks., deskriptive enheder) for at kunne generere en fortælling. Dertil kan vi straks svare, at De Narrative Enheder er selvtilstrækkelige, for de kræver ikke, at hverken subjekt eller objekt beskrives, for at vi kan generere en fortælling deraf. F.eks. i den minimale fortælling: "manden løftede stenen og kastede den", ved vi intet om hverken manden eller stenen, eller hvor langt han kastede den. Vi kan endda reducere den yderligere: "Nogen løftede noget og kastede det". Om dette kan vi ikke sige andet end, at det er en fortælling. Vi får ingen anden oplevelse ud af den tekst, end at der er en fortælling, men fortællingen har intet faktuelt indhold. Dette illustrerer en særdeles væsentlig pointe: nemlig at det er en anden kognitiv funktion at begribe noget som en fortælling end at begribe nogets faktuelle beskaffenhed. Ellers ville vi ikke kunne begribe noget som en fortælling, med mindre det havde et faktuelt indhold.

Det Narrative er en unik kognitiv funktion, der er forskellig fra, og uafhængig af, erkendelse af faktuelle forhold.

Vi kan selvfølgelig flette faktuelle data ind i fortællingen, dvs. flette de narrative enheder sammen med deskriptive enheder; f.eks.: "den gråhårede mand med klap for øjet og skotsk kilt greb beslutsomt om kampestenen; med en indædt kraft løftede han den op fra jorden og kastede den otte meter hen ad græsset".

Ydermere må vi overveje, hvad pilene i vores ovenstående tegning repræsenterer; eller med andre ord: hvorved sker bevægelsen fra subjekt til situation, hhv. situation til subjekt, i overgangen fra den ene Transformative Funktion til den anden? Vi har tidligere diskuteret, at karaktér og handling er uadskillelige, det er således indlysende, at den transformerende bevægelser fra subjekt til situation må bestå i subjektets handling. Hvad da med bevægelsen fra situation til subjekt? I det samspil, vi har mellem subjekt og situation, må vi indplacere endnu et samspil, der er uadskillelig fra den første, nemlig mellem handling og hændelse, hvor handling er uadskillelig fra subjekt og hændelse uadskillelig fra situation. Vi kan derfor udvide modellen over Den Narrative Dynamik:

Hvilket vi kan reducere til følgende skematiske fremstilling af Den Narrative Dynamik:

Skellet mellem handling og hændelse er flydende: I den Transformative Funktion er subjekt og situation uadskillelige; når transformationen vedrører situationen og iværksættes af subjektet, så taler vi om subjektets handling; når transformationen vedrører subjektet og iværksættes af situationen, så taler vi om en hændelse. Situationen kan rumme adskillige subjekter, der med hensyn til Den Narrative Dynamik ikke har et eget forløb, men blot fungerer som dele af den situation, i hvilken det subjekt, hvis Narrative Dynamik, der er tale om, befinder sig (det centrale subjekts omstændigheder kan altså være såvel objekter som subjekter). Situationen med dens subjekter og kulisser vil derfor transformere det centrale subjekt ved en hændelse, der står i forhold til subjektets handlinger. Situationen vil med andre ord, hvis der ikke er et subjekt, der skiller sig ud og handler i forhold til det med en transformerende effekt, være til at formidle deskriptivt og således være unarrativ. Subjekt uden handling vil ikke have en Transformativ Funktion, hvorved det vil kunne formidles rent deskriptivt og vil være unarrativt. Tilsvarende vil subjekt uden situation være uden handling og derfor unarrativt. Vi ender således med at Subjekt og handling udgør Det Narratives irreducible elementer og vi kommer til følgende første bestemmelse af Det Narratives ontologi:

Det Narrative må essentielt være kendetegnet ved, at det er et forløb af sådanne enheder, i hvilket subjekt og handling er en udelelig enhed.

Dette afføder yderligere tanker over, hvad vi tidligere kom frem til omkring iscenesættelsens mindsteenheder: at den bestod af tilstand og transformation. Det er netop forklaret, at Den Narrative Dynamik iscenesættes i et transformativt samspil mellem situation og subjekt – og vi ikke kan undvære hverken subjekt eller situation (fordi de bærer iscenesættelsen af den transformative funktion). Og det er indlysende, at vi ikke kan have en transformation uden at have en (implicit eller eksplicit) tilstand (af subjekt eller situation). Tilstand og transformation er altså en binær størrelse, der i Det Narrative ikke kan adskilles. Tilstand uden transformation er statisk beskrivelse og falder ind under en deskriptiv enhed.

Transformation helt uden en tilstand, der transformeres, er dog en sær forestilling; fortællingen kan dog nøjes med at iscenesætte transformationen, da tilstand altid vil altid være implicit (i "manden flyttede en sten" er det implicit, at stenen før befandt sig på et eller andet sted i en hvileposition, dvs. i en given tilstand). Derimod kan vi ikke have en fortælling, der alene iscenesætter tilstand og givetvis også må have implicit transformation. "Stenen lå på jorden" er ikke en fortælling, men alene en tilstand. Men bemærk at "stenen lå på jorden" også kan være situationssiden af "manden flyttede en sten". Men det er åbenbart, at der i "stenen lå på jorden" ikke ligger nogen transformation implicit, mens der i "manden flyttede en sten" er en implicit situation (f.eks. "manden havde en sten i hænderne") og en implicit tilstand (f.eks. "stenen lå før ubevægelig").

Logikken i dette synes at være en art parallel til termodynamikkens lov om, at alting søger mod ligevægt. Er noget i transformation, fornemmer vi, at der må være tale om en ustabil tilstand og at der forudgående må have væren en stabil tilstand og at der vil indfinde sig en sådan igen. Er noget i en stabil tilstand, er der ingen aktuel transformation igang. Dette leder os til at formulere en vigtig distinktion:

En deskriptiv enhed eller passage formidler tilstand. Tilstand er også at opfatte som en situation, der ikke eksplicit eller implicit rummer transformation.
En enhed eller passage, der formidler Transformation, rummer altid eksplicit eller implicit en udgangstilstand og/eller en umiddelbar tilstand, hvad enten den tilstand gælder karaktér eller situation. Derved skiller Det Deskriptive sig fra Det Narrative.

Aktualisering af transformation er selvfølgelig iscenesættelse af Den Transformative Funktion, og det vil, i udsigelsen im- eller eksplicit, inddrage deskriptive enheder, hvorfor der må være tale om en unik mindsteenhed for Det Narratives Aktualisering, der adskiller sig fra Det Narratives unikke mindsteenhed (Den Transformative Funktion) ved at inddrage beskrivelse. Vi har jo ikke i Det Narratives mindsteenhed fundet beskrivelse, tværtimod.

Dette giver, at Den Narrative Dynamik iscenesættes i en original enhed, der forener deskription og transformation. Som ovenfor forklaret er tilstand uden transformation en deskriptiv enhed. Vi kan derfor nu genkalde os vores tidligere enhed med en dybere forståelse deraf:

Udsigelsen af Den Aktualiserede Fortælling i en fortalt fortælling kan ske på flere måder:

a) Tilstand og Transformation kan efterfølge hinanden i adskilte sætninger, perioder, osv.

b) Tilstand kan være implicit i Transformation.

c) Transformation kan efterfølge Transformation med den mellemliggende Tilstand implicit.

d) Tilstand kan efterfølge Tilstand med den mellemliggende Transformation implicit.

Vi kan nu præcisere vores opfattelse af fortællingens komplekse struktur i forhold til den tidligere skitserede opdeling i fabula og sjuzet, der altså efter vores mening savnede et underliggende lag: Den Narrative Dynamik. Vi kan nu se at Den Narrative Dynamik aktualiseres før den realiseres, og realiseres før den udsiges. Det giver følgende nye skema:

Vi kan ikke nøjes med ovenstående mindsteenhed, hvis vi skal begribe en fortælling. Som jeg antydede, da den først blev præsenteret, var der nok tale om et for højt abstraktionsniveau, til at den ville kunne fungere som en dækkende beskrivelse af fortællingen. Vi kan nu se, på hvilken måde den er problematisk, for som vi har diskuteret, iscenesættes Tilstand i en deskriptiv enhed og i "pause". Dette illustrerer modellen udmærket ved at give Tilstand eet felt. Transformation derimod vil altid være et forløb, hvorfor det er ulogisk kun at give den eet felt. Skal den da have to, tre eller fire felter? flere?

Vi kan være fristet til uden videre at mene, at den skal deles i den klassiske tredeling: begyndelse, midte, slutning. Men da begyndelse og slutning traditionelt antages at være en situation i en bestemt tilstand, så får vi at tilstand efterfølger tilstand uden en mellemliggende transformation; hvilket principielt er enten meningsløst eller en gentagelse.

Spørgsmålet er derfor nu radikalt anderledes end man traditionelt har spurgt, for vi må finde ud af, hvad transformationens faser er, dvs. mellem transformationens begyndelse og slutning. Traditionelt har man spurgt efter, hvad faserne var i den lineære dramaturgi, dvs. fra den ene situation/tilstand til den anden. Men da vi vil bagom alle dramaturgier i vore bestemmelse af Det Narrative, kan vi ikke uden videre bruge den lineære dramaturgis løsning.

En transformation kan principielt være vilkårlig eller den kan være foranlediget. Som narrativ funktion vil den være foranlediget. Den narrative transformation vil, ud fra ovenstående overvejelser om den Transformative Funktion, være opretholdt af et subjekt. Det er derfor indlysende, at der forud for transformationen af Tilstand (begyndelsessituation) må foreligge en art stillingtagen, eller vurdering af udgangssituationens tilstand. Dette vil udgøre mellempositionen mellem tilstand og transformation.

Denne stillingtagen kan være (og vil ofte være det) implicit i transformationen og transformationens iboende formål, men den kan også være implicit i en deskriptiv enhed. F.eks. kan en beskrivelse af ansigtstræk udtrykke subjektets vurdering af tilstanden af en situation, han er havnet i. Dette er væsentligt, for det åbenbarer det deskriptives narrative funktion!

Den Deskriptive Enhed kan, udover den deskriptive funktion, have den narrative funktion at iscenesætte en dom.

Tilsvarende kan vi mene, at overgangen fra transformation til tilstand også er en stillingtagen, nemlig i dette tilfælde til kvaliteten af transformationsforløbets aktuelle resultat. Forløbet afbrydes næppe uden at den, der iværksætter det, er af den mening, at det er fuldbyrdet, viser sig at være umuligt at fuldføre, eller simpelthed mister interessen. Vores domsbegreb er således kommet bagom den traditionelle "sejr" eller "tab" – en dichotomi vi ikke længere kan acceptere, dels fordi den skematiserer enhver transformation til en kamp med et udfald som konjunktion eller disjunktion (á la Greimas), hvor vi holder os til konflikten (der jo kommer bag om "kamp" ved at udgøre kampens transformative dynamik), dels fordi vi synes det er en forsimpling. Som Bremond påpegede slutter samme forløb med både sejr og tab alt efter synsvinklen, men som vi diksuterede i forbindelse med Bremond, så kan et forløb også ende som både godt og skidt, eller simpelthen ved at det involverede mister interessen (mv.).

Vi kan enten lægge stillingtagen ind i en ny kategori af enheder, eller vi kan lægge den ind under de deskriptive enheder. Dette sidste er rimeligt, for om vi beskriver en tings kvaliteter (høj, stærk, osv.), et subjekts kvaliteter (glad, opgivende, osv.) eller et transformationsforløbs kvaliteter (gunstig, uhensigtsmæssig, osv.) kommer ud på eet (sidstnævnte er naturligvis udtryk for en subjektiv dom). Vi kan heller ikke opstille endegyldige kriterier for, hvordan en beskrivelse givet af subjektet adskiller sig fra en implicit udsigelse af subjektets vurdering af en given sag. En deskriptiv enhed kan derfor rent sprogligt ikke bestemmes andet end som en prædikativ enhed, selv ethvert adjektiv eller adverbie kan fungere som en deskriptiv enhed.

Hvis f.eks. et subjekt indser den egentlige tilstand af den situation, han er i, og vi derpå får en deskriptiv enhed, der fortæller at vedkommende vrængede munden og græd, så er vedkommendes vurdering af situationens tilstand, i metonymisk forstand, ret åbenbar. Hér indfinder sig en komplikation, for hvis beskrivelsen af smerten udgør et forløb, f.eks. fra ansigtet er afslappet til munden vrænges, musklerne trækker sig sammen og der kommer tårer og siden klynken, kan vi da stadig skelne mellem transformation og deskription? Det kan vi ved det, at transformationen er et konfliktbetonet samspil mellem subjekt og situation; den deskriptive "transformation" iscenesætter ikke Den Transformative Enhed og er ikke trin i Den Narrative Dynamik, men er alene symptomatisk for en vurdering. Blot fordi symptomet udvikler sig med forandring gennem tid kan vi ikke tillade os at klassificere den som en narrativ transformation: der er jo intet, der i narrativ forstand transformeres, der sker blot en gennem den fortalte tid øget eksplicitering af en metonymisk iscenesat vurdering. Udvikler sig med forandring gennem tid er ikke nok til at definere det som narrativt, vi mangler at det udvikler sig i og med et transformativt samspil mellem subjektet og dets omstændigheder. Det er væsentligt at huske.

Da ikke enhver beskrivelse er bærer af en vurdering eller stillingtagen, må vi derfor specificere den gyldige deskriptive enhed som en Kvalitativt Deskriptiv Enhed. For ikke at komme ud i sammenblanding af begreberne, gør vi klogt i fremover at benævne denne Kvalitativt Deskriptive Enhed en Domsenhed.

Domsenhedens implicitte udtryk for vurdering eller stillingtagen indplacerer Domsenheden i det narrative forløb som en specialiseret narrativ funktion i overgangen mellem Tilstand og Transformation og mellem Transformation og Tilstand.

Dette leder os til følgende:

I Den Fortalte Fortælling kan Dom være implicit i henholdsvis Situation og Transformation. Situation kan være implicit i dom, og transformation kan være implicit i dom, men både situation og transformation kan ikke på een gang være implicitte uden at det egentligt narrative indhold går tabt.

"Det er skidt, at naboens køer græsser på vores mark", sagde Asger. Næste dag sagde faderen: "Nu er det godt med marken igen".

"Det er skidt" sagde Asger. Så gik faderen ud og jog køerne væk fra marken.

"Det er skidt", sagde Asger. Så gik faderen ud og jog naboens køer bort. Næste dag sagde han: "Nu er det godt med marken igen".

"Det er skidt". "Det er godt".

Ikke engang, hvis vi introducerer en minimal situationsbeskrivelse:

"Det er skidt", sagde Asger. Næste dag sagde faderen: "Nu er det godt igen".

Dette eksempel viser, at det ikke er tilstrækkeligt til at gøre et forløb til et narrativt forløb, at der blot er en række Domsenheder; ej heller hvis det blot er et forløb af domsenheder og deskriptive enheder; der er nødt til at være ekspliciteret mindst en tilstand eller en transformation og hvis den ikke ekspliciteres i sekvensen, så skal den være implicit tilstede i enten en af dommene eller i en iøvrigt evt. ekspliciteret tilstand eller transformation.

Tilstand 1: Faderen er en sjuft og behandler hende dårligt. Miss Gaven, hun er i tjeneste hos, ydmyger hende. Moderen er død men afkrævede ved sin død et løfte af Eveline: at hun ville holde sammen på familien så længe som muligt.

Dom 1,a: Hun har et dårligt liv og vil blive behandlet med respekt som Franks kone.

Dom 1,b: Hun har ikke så dårligt et liv endda: hun har et ansvar: familien har brug for hende, og hun opfylder sit løfte til moderen.

Transformation a (affødt af dom 1,a): Hun har pakket kufferten og tager ned til havnen for at sejle bort med Frank.

Dom 2: Hun indser halvvejs igang med transformation a at dom 1,b var klogest og opgiver at fuldende transformationen.

Tilstand 2: Som tilstand-1, men med den nuance, at hun er som "et hjælpeløst dyr".

Om Det Narrative må vi for en sikkerheds skyld nok nu samle nogle hovedpunkter op: Med Det Narrative mener vi dét ved et givet forløb, der egentligt er "narrativt" og fri for ikke-narrative elementer (hvad enten det fortælles eller ej, hvorfor vi i det foregående har været omhyggelige med at betone, at problemerne vedrørende eksplicit eller implicit realisering af Det Narratives Elementer vedrører netop Den Realiserede Fortælling og Udsigelsen, ikke Den Aktualiserede Fortælling). Vi mener altså, at der i en fortælling forekommer elementer, der ikke er egentligt narrative (f.eks. objektbeskrivelse); de kan dog udmærket have en funktion i iscenesættelsen af Det Narrative, men den investeres da i dem fra Det Narrative. Af den grund er de ikke i ontologisk forstand en del af Det Narrative, men alene af den aktualiserede fortælling. De kan f.eks. være genstande for beslutninger eller handlinger, eller f.eks. definere et rum, et univers. Disse elementer formidles i deskriptive enheder. Kommentar og metanarration er i denne sammenhæng selvfølgelig ikke berørt.

De Narrative Enheder

Det er nu på tide at spørge, hvilke enheder, der konkret kan være kendetegnet ved en udelelig enhed mellem subjekt og handling. De vil selvfølgelig egentligt udgøre "De Narrative Enheder"; det, der gør det fortalte forløb til en fortalt fortælling.
Det første vi kan bemærke for at snævre spørgefeltet ind, er det indlysende, at vi på ingen måde kan tænke os en handling, der, adskilt fra en bevidsthed, udgør en enhed af subjekt og handling. Handlingen (subjektets gøren) må således være umiddelbart og uløseligt knyttet til et subjekt og dermed på den fortalte fortællings niveau til en karaktér.

Hvornår, må vi så spørge, er en handling et middelbart og løseligt udtryk for karaktér? Det er den i samme øjeblik, den kan udføres og udtrykkes uafhængigt af karakteren og dét kan den, i samme øjeblik handlingen er løsrevet (eller kan løsrives) fra subjektets aktsintention, dvs. foregår udenfor psyken og dets sanse- og meddelelsesapparat. Dette giver os to relevante kategorier:

A) Handlingen medierer mellem bevidstheden og omgivelserne.

B) Handlingen foregår indenfor bevidstheden.

Den logisk set eksisterende kategori C: handlingen foregår udenfor bevidstheden, er ikke relevant som kategori af enheder mellem subjekt og handlen, for vi kan til enhver tid fortælle om en handling i den ydre verden uden at inddrage den handlende – hvilket fælder kategorien, da vi jo netop nu søger de narrative enheder. Flytter en mand en sten, kan vi, uden at inddrage subjektet, sige, at stenen flyttedes fra det ene sted til det andet: det kunne være sket ved naturkræfter såvel som ved en viljesakt. Siger vi "manden flyttede…" så har vi betonet mandens intention og vi kan placere udsagnet under kategori A: aktsintentionen medierer mellem den indre og den ydre verden.

Vi vil fremover kalde kategorierne følgende:

Kategori A = "Gøren og Registreren".

Kategori B = "Orientering".

Det skulle ydermere være indlysende, at vi kan underdele hver af disse to kategorier i endnu to kategorier ud fra dichotomien indre : ydre. Dette giver os følgende skema over (foreløbig) fire logiske kategorier, der bestemmer fire kategorier af Narrative Enheder (hvad vi kan kalde Narrative Kategorier):

Gøren er den intentionelle akts aktsintention. Dét er desværre en knudret vending, men idéen er, at kategorien ikke rummer den intentionelle akt, da det ville være en kategori af situationer, der kunne beskrives uden hensyn til subjektet, men rummer den intention om at handle, der ikke alene ligger bag, men også i, enhver intentionel akt. Denne handlingens bevidsthedsaspekt kan vi fremover kalde gøren i stedet for "handling", da handling kan gengives (eller parafraseres) uden hensyn til subjektet. Gøren må altid inddrage aktsintentionen, subjektets hensigtsbestemte vilje.

Kategoriernes kriterier er sådan beskafne at de ikke har fællesmængder, men ikke på en sådan måde, at de ikke kan synes at optræde simultant. Een iscenesættelse kan således rumme en iscenesættelse af elementer fra flere kategorier.

Eksempelvis kan underkategorier af kriteriet Indre falde sammen: Selvreflektion kan falde sammen med Selvforandring. Også Indre og Ydre kan falde sammen: f.eks. kan Ydre handling eller Apperception falde sammen med Selvforandring eller Selvreflektion. Og underkategorierne efter kriteriet Ydre kan falde sammen: Ydre handling kan falde sammen med Apperception.

Da der i dette ikke er tale om originale kategorier, men om kombinationer af de eksisterende fire, så kan vi udlede 15 kombinationer af ovennævnte fire kategorier. Det er for pladskrævende at opremse dem alle nu, og enhver kan da selv let kombinere dem i grupper, der rummer hhv. to, tre og fire kategorier kombineret. F.eks. Selvreflektion + Ydre Handling; Selvforandring + Selvreflektion + Apperception; osv..

Det er svært at forestille sig en iscenesættelse af de sammensatte kategorier i en enkelt sætning i en fortalt fortælling. Man vil dog ofte finde, at der i en enkelt periode, findes flere kategorier iscenesat i henholdsvis overordnede og underordnede sætninger. F.eks. i Joyce's "Eveline", hvor Eveline sidder og reflekterer over sin situation: om hun skal rejse eller ej: "She knew the air. Strange that it should come that very night to remind her of her promise to her mother, her promise to keep the home together as long as she could". Først Apperception: hun hører en melodi. Apperceptionen glider over i Selvreflektion: hendes løfte til moderen og dernæst implicit hendes dårlige samvittighed over at forlade hjemmet. Kombinationen af apperception og selvreflektion er ganske almindelig, da man fortælleteknisk ofte gør brug af en ydre ting til at bevæge sig via subjektets apperception ind i subjektets indre afkroge. Derved udglattes overgangen fra ydre til indre syn.

Har vi ovenfor haft held til konkret at bestemme i det mindste fire kategorier, der alle har det tilfælles at de er kendetegnet ved en given relation mellem subjektet og et objekt (hvad enten det objekt er udenfor subjektet eller en del af psyken) så har vi endnu en kategori, der ikke er kendetegnet ved en given relation, men derimod er kendetegnet ved en given hel eller uklar orientering eller retning af bevidstheden.

Vi kan bryde orienteringen ned i kategorier alt efter om orienteringen er bestemt (dvs. er entydigt fraværende eller entydigt nærværende), eller er ubestemt, dvs. er enten under udarbejdelse (og derfor består af flere endnu ikke hele muligheder), eller er et kompleks af flere hele muligheder hvoraf subjektet må vælge en enkelt at følge. Vi får derved to gange to kategorier, som ved Gøren og Registreren, der på lignende måde er yderligere delt op i to hver.

Insisterer man på, at der findes en retning, som er endnu-ikke-nærværende, derved, at en figur kan søge efter en retning, der er fraværende, så kan vi argumentere, at der allerede i den søgen efter en fraværende retning, allerede ligger en anelse om en potentiel retning, hvilket sætter den retning i kategorien overvejelse.

Vi har med ovenstående to grupper sammenlagt otte Narrative Kategorier.

Spørger man hertil, at emotioner mangler, så vil jeg svare nej, for tanken er, at hver af de otte områder kan udspille sig indenfor, eller ud fra, såvel et mentalt felt såvel som et emotionelt felt.

Dermed kan vi formulere endnu en tese:

"Det Narrative" er sammensat af elementer fra følgende otte kategorier: Selvforandring, Selvreflektion, Ydre Handling, Apperception, Fravær, Beslutning, Overvejelse, Dilemma.
Hver af de otte kan udspille sig indenfor, eller ud fra, såvel et mentalt som et emotionelt felt.

Det er bemærkelsesværdigt, om end ikke overraskende, at kategorierne alle er bestemt ved verbalsubstantiver! Men ved lidt eftertanke kan det ikke andet end synes selvfølgeligt, at kategorier af enhed mellem handling (verber) og subjekt (substantiv) må benævnes ved verbalsubstantiver.

Af ovenstående model kan vi udlede en rimelig forklaring på fænomenet antropomorfisering og deraf siden vise, at antropomorfisering er et rent narrativt princip.

Først må vi gøre forskellen mellem antropomorfisering og animering tydelig.

Et animeret objekt besidder ikke egen vilje, men responderer mekanistisk eller på behavioristisk vis, på en stimulus, dog er responsen ikke een, man naturligt ville finde hos livløse objekter eller viljesløse dyr. F.eks. i "Snehvide" når den onde dronnings spejl besvarer spørgsmål: da er spejlet animeret og ikke antropomorfiseret, for det har ingen vilje til at svare eller ej; det svarer blot, ganske som lyset tændes, når man trykker på en kontakt; men fordi tale er en unaturlig aktivitet for et spejl, der er overført fra de levende væseners rige, er spejlet animeret. Havde spejlet i stedet for at tale, kunnet bevæge sig, som opvasken gør det i Disneys "Stenen i sværdet", havde det ligeledes været animeret.

Et af antropomorfiseringens kendetegn er, at viljesløse objekter tillægges menneskets evne til at træffe valg. Antropomorfisering er med andre ord en højere grad end animering, hvor objekter eller dyr og planter ikke alene tillægges træk fra et højere "rige" (døde ting som planter eller dyr, planter som dyr), men også den frie vilje (døde ting, planter og dyr som mennesker).

Det, der skiller animering og antropomorfisering, er altså at det animerede ikke nødvendigvis tillægges et menneskeligt subjekt, og hvis det tillægges et subjekt i den forstand, at det gives en karaktér, så besidder det ikke evnen til selvstændig handlen: Det animerede har således ikke i sig enheden mellem subjekt og handlen, hvorfor det ikke kan bære, eller iscenesætte, narrative funktioner (om end det, som objekt, kan have en funktion i det narrative forløb).

Derimod er det antropomorfiserede kendetegnet ved at noget subjektløst tillægges et menneskeligt subjekt med fri vilje osv.. Ved antropomorfisering tillægger man altså ikke blot emnet evnen til at handle (det alene animerer det) og heller ikke blot et subjekt (karaktér kan det animerede også have), men derimod både menneskeligt subjekt og menneskelig handling i en uadskillelig enhed. Dette leder os til følgende væsentlige konklusion:

Antropomorfisering iscenesætter et eller flere af de otte narrative funktioner i et emne, der ud fra sin natur ikke kan bære de funktioner. Det betyder, at antropomorfisering er et rent narrativt princip: man kan ikke have antropomorfisering, uden at man dermed har narrativisering.

Med andre ord: man kan beskrive et objekt, der er animeret, men i samme øjeblik, man antropomorfiserer objektet og giver udtryk for den antropomorfi, så har det fortalte ændret status til en fortælling.

III. Den Aktualiserede Fortællings Narrative Struktur
– Udkast til En Funktionel Narratologi

I det foregående har vi diskuteret forskellige opfattelser af "Det Narrative" og ud fra diskussionen fremsat adskillige teser vedrørende Det Narrative. Af disse kræver i det mindste tesen om Den Narrative Dynamik (at Den Narrative Dynamik er indetermineret og volitionel) nærmere overvejelser. Af dette kan vi foreløbig sige, at Det Narrative Forløb i det mindste delvis er en kæde af beslutningsøjeblikke.

Modellen illustrerer den idé, at der bag de narrative enheder findes et dynamisk princip, der iscenesætter sig i de fortalte enheder og derved er værkets egentlige fremdrift fra start til slut. Denne dynamik sættes nu rent tentativt til at bestå af beslutningsøjeblikke, hvor konsekvensen af det ene beslutningsøjeblik leder til det næste beslutningsøjeblik.

Vi kan ikke på dette niveau tale om, at vi har en fortalt fortælling, da en sådan forudsætter iscenesættelse, vi har kun det, der ved iscenesættelse fremtræder som fortælling. Det giver sig, at samtlige tænkelige og mulige beslutningsøjeblikke næppe kan udtrykkes. Skulle det være tilfældet, at ethvert beslutningsøjeblik fik et udtryk, ville værket blive uendeligt omfattende og komplekst. Med andre ord er ikke alle overvejelser, der kan foretages i den givne situation, relevante for fortællingens narrative dynamik.

Skal vi bestemme Det Narrative kan vi altså ikke nøjes med ovenstående model, der siger at Det Narrative er et forløb af beslutningsøjeblikke, for vi må i det mindste spørge: hvilke beslutningsøjeblikke i hvilket indbyrdes forhold?

Ovenfor har vi argumenteret for, at Det Narrative er sammensat af elementer fra 2 gange 4 kategorier: Fravær, Overvejelse, Beslutning, Dilemma samt: Selvforandring, Selvreflektion, Ydre Handling, Apperception. Vi kan i første omgang se, at ovenstående model kun dækker den ene af kategorierne under Orientering (Fravær, Overvejelse, Beslutning, Dilemma), nemlig Beslutning, uden på nogen måde at forklare, hvorfor de andre ikke skal medtages. Modellen kan heller ikke redegøre for, hvilket forhold der er mellem de fire kategorier af Orientering samt de fire af Gøren/Registreren. Modellen har altså alvorlige mangler.

Kategorien Orientering består af Bestemt Retning og Ubestemt Retning. Bestemt Retning er henholdsvis fravær af nogen retning overhovedet (Fravær) og nærvær af een retning (Beslutning). Fravær udtrykker selvfølgelig en pause i et forløb såvel som fravær af forløb, hvilket lige så vel kan betegne situationen før start som efter slutning.

Kan ophør af forløb optræde midt i een fortælling og blande sig tilfældigt ind mellem de tre andre kategoriers elementer? Måske: Det vil i så fald standse, eller afbryde, eet forløb hvorefter et nyt begynder eller tages op igen, men vi kan ikke påstå, at det ikke vil kunne være narrativt. Det vil i hvert fald give to narrative muligheder, der selvfølgelig kan kombineres:

1) fortællingen bliver en narrativ mosaik.

2) der indsættes en bihistorie til en overordnet og bagvedforløbende historie.

Vi kan således ikke udelukke Fravær fra Det Narrative og må jævnføre alle fire kategorier som kategorier af narrative elementer. Grafisk kan det illustreres med et tetraeder, hvis hjørner besættes med hver sin kategori. Da jeg vil holde mig til elementerne i eet forløb, betegner jeg Fraværet "Pause".

Det kan fra et naivt synspunkt synes sådan, at der findes fortalte forløb af fravær, men forløbet kommer da ikke i kraft af fravær af forløb, men i kraft af at fravær af forløb sidestilles med et forløb (evt. blot et potentielt forløb); det forløb kan principielt være så banalt som tidens gang, men vil vel i regelen være mere komplekst: tid iscenesat som døgnets rytme f.eks.

Det Narrative Forløbs orienteringer er kendetegnet ved, at forløbet afsluttes af et element fra kategorien Fravær. (Husk at den fortalte fortællings slutning ikke nødvendigvis falder sammen med slutningen på det narrative forløb).

Forløbet springer ikke ud af fravær, men forudgås deraf og det alene principielt: Forløbet kan ikke hente sin dynamik fra ingen-retning (hvorfor fravær da også er et fravær og ikke en stilstand), men kan alene begynde med enten en beslutning, et dilemma eller en overvejelse. Disse tre kan så være affødt af et samspil mellem registreren og gøren eller igangsætte samme.
Mellem indledende fravær og afsluttende fravær, udfolder sig elementer fra mindst een af kategorierne Overvejelse, Beslutning, Dilemma i en endnu ikke nærmere defineret mængde eller orden.

Det Narrative Forløb kan bevæge sig frit mellem alle de fire kategorier (for så vidt kategorien Fravær udgør en pause).

Dette kan vi uden videre sammenfatte med ovenstående overvejelser omkring Den Fortalte Fortællings Elementære Forløbsenhed, for der er et indlysende sammenfald mellem fasen "Tilstand" og funktionen "Fravær".

Mere usikkert er det, hvordan det forholder sig med de andre kategorier. Dom kan tænkes at være Beslutning, men vi må selvfølgelig insistere på, at Overvejelse og måske Dilemma er en integreret del af domsfældelsen.

Hvad angår transformation, så kan vi umiddelbart mene, at det falder under Gøren, for udrettes intet, transformeres intet. Imidlertid kan vi ikke skille gøren fra registreren (af det, der gøres) eller fra registreren af resultatet (af den gøren), hvorfor vi kan mene, at transformationen er et samspil mellem Gøren og Registreren.

Mere problematisk bliver det, når vi tænker på, at dom indebærer registreren af tilstand, for vi får da en overlapning af de to overordnede kategorier: Orientering og Gøren/Registreren.

Da vi allerede har taget hul på kategorien Orientering og placeret dens ene element, Fravær, i "fravær af forløb", kan det være passende at afklare, hvilken logik, der behersker "nærvær af forløb", der givetvis rummer de øvrige orienteringer: Overvejelse, Beslutning, Dilemma.

Vi må også præcisere, om der overhovedet er tale om en egen orienteringslogik, der behersker transformationsforløbet, eller om der rettere er tale om en interaktion mellem Orientering og Gøren/Registreren.

Ud fra de tidligere betragtninger om, at elementerne i underkategorierne af orientering kan falde sammen i een situation, så kan vi ikke mene, at der er en logik iboende i selve orienteringens princip, der afgør deres forløb: der er således ikke en egentlig orienteringernes forløbslogik. Derfor har vi kun to steder at søge efter forøbslogikken: enten i samspillet mellem kategorien Orientering og kategorien Gøren/Registreren, eller i kategorien Gøren/Registreren, idet vi så insisterer på, at en orientering er et resultat af Gøren/Registrering.

Vi kan uden videre afvise, at Orientering er en funktion af Gøren/Registrering, da vi lige så vel kan mene, at Orientering er en forudsætning for Gøren eller Registreren. Tilbage har vi så kun, at Den Narrative Funktion er at finde i et interaktivt forhold mellem de to kategorier Orientering og Gøren/Registreren.

I så fald er der nu i egentlig forstand tale om en funktion, for vi har to uafhængige elementers samspil, der producerer et tredie unikt resultat. Vi kan derfor fra nu af egentligt tale om, og søge efter, Den Narrative Funktion.

Den Narrative Funktion er en funktion af elementer fra begge kategorierne Orientering og Gøren/Registrering.
Den er kendetegnet ved, at der optræder et element fra kategorien Gøren/Registreren, og et element fra kategorien Orientering.

Hvad angår Gøren og Registrering kan vi indledningsvis se dem som forbindelsen mellem hhv. Beslutning, Overvejelse, Dilemma og Fravær og genstanden for subjektets handlen og opmærksomhed.

Således kan vi også sige, at de alene er medierende funktioner mellem Beslutning/Overvejelse/Dilemma og et emne hhv. udenfor eller inde i subjektet. Vi kan også sige, at er der ingen relation overhovedet, så er der intet at fortælle og ingen dynamik. Vi kan ikke sætte de to gruppers elementer i forhold til hinanden på en sådan måde, at elementer fra den ene gruppe kan siges entydigt at gå forud for elementer fra den anden. Vi gør noget som følge af overvejelse/beslutning/tvivl, eller vi kan overveje/beslutte/tvivle som følge af noget vi har gjort, på samme måde gælder det med registrering: den kan følge af eller tilskynde beslutning/overvejelse/tvivl.

De to grupper står derfor i et jævnbyrdigt forhold, om hvilket vi ikke kan opstille anden orden, i det mindste foreløbig, end at elementerne i den ene gruppe ikke kan findes i den anden gruppe og at den ene altid vil afhænge af, og implicit inddrage, den anden. Det betyder det helt essentielle, at:

Den Narrative Dynamik er ikke at finde i hverken kategorien Orientering eller i kategorien Gøren-Registreren, ej heller i nogen separat logik de hver især måtte have, men i deres samspil.

Vi har derfor et forhold mellem de to kategorier, der udgør en funktion (eller måske endda et kompleks af funktioner), hvilket gør os i stand til at revidere vores model til følgende:

Modellen illustrerer det bemærkelsesværdige, at den Narrative Dynamik er lig med udtrykket for en funktion af de to kategorier Orientering og Gøren/Registreren, dvs. den funktion, vi har benævnt Den Narrative Funktion. Da vi har at gøre med kategorier, kan vi forvente at denne funktion i virkeligheden er et kompleks af funktioner.

Derved bliver det tydeligt, at den første model over det narrative principielt ikke udtrykte noget egentligt forkert, den gjorde det blot utilstrækkeligt og misvisende, for den gav det indtryk, at Den Narrative Dynamik var en art kausal kæde eller en række punkter, der havde en funktion omtrent som en mekanisk kausalneksus.

Men en anden radikal konsekvens træder nu frem, for idet Den Narrative Dynamik alene udgør udtrykket for en funktion af de to rækker af elementer, så udgør Den Narrative Dynamik ikke længere noget selvorganiserende eller selvfremdrivende forløb. Vi fristes derfor til at mene, at det volitionelle aspekt af det narrative ligger i subjektets kombinationen af elementer fra de to kategorier: f.eks. om subjektet vælger at kombinere overvejelse med ydre handling, apperception, selvreflektion eller selvforandring. Ved dette volitionelle aspekt bliver Den Narrative Dynamik indetermineret.

Men vi må alligevel spørge, om der er nogen logik, eller en overordnet funktion, der styrer de to rækker af elementære funktioner, dvs. om f.eks. ydre handling + overvejelse nødvendigvis afføder et bestemt element fra en af de to kategorier og f.eks. så lader det kombineres frit med et element fra den anden kategori. Det kan vi med udgangspunkt i foregående nemt indkredse et rimeligt svar på, for vi kan sige, at Det Narrative ikke er arbitrært, hvis der kan opstilles en funktion, der bestemmer i hvilken rækkefølge de otte funktioner optræder, eller om der er en overordnet funktion eller struktur, der organiserer disse funktioners resultater.

Og vi kunne måske have en situation, hvor der var flere funktioner og der ikke var en logik i elementernes rækkefølge, men at funktionernes antal dog var begrænset til et overskueligt antal. Vi kunne da ikke tale om en kaotisk arbitraritet, heller ikke om non-arbitraritet, men om en betinget arbitraritet. Betingelsen kunne da være at funktionerne optrådte i en struktur eller fulgte en særlig forløbsdynamik.

Vi har ovenfor bestemt Den Narrative Dynamik som udtryk for en funktion af de to kategorier Orientering og Gøren/Registreren med deres underkategorier. Da vi dermed har to grupper af fire underordnede funktioner, kan vi kombinere dem på i alt 16 mulige måder, hvilket umiddelbart synes at give os 16 Narrative Funktioner for Den Narrative Dynamik. Men så lige til er det ikke.

Skal vi gruppere dem efter kriterierne i Gøren/Registreren eller efter kriterierne i Orientering? Vi kan efter kriterierne i Gøren/Registreren tale om funktionerne Ydre Gørens-funktioner, Indre Gørens-funktioner, Ydre Registrerings-funktioner og Indre Registrerings-funktioner. Denne skelnen i indre/ydre synes dog ikke særlig funktionel, da den placerer funktionens objekt midt inde i funktionen. Det vil derfor være rimeligt blot at tale om 4 gørensfunktioner og 4 registreringsfunktioner, der siden kan iscenesættes med hensyn til noget indre eller noget ydre. Dette vil give os otte funktioner, der hver især kan deles yderligere op i ydre/inde.

Grupperne er fremkommet gennem simpel kombinatorik. F.eks. er "Målrettet handlen" fremkommet ved at kombinere beslutning (der jo er bestemt retning) med gøren.

Alle de otte kategorier kan udspille sig med hensyn til indre eller ydre, hvorfor vi ikke får nye funktioner, men alene har iscenesættelser af funktionerne i to forskellige områder.

Aktualiseringen af Den Narrative Dynamik

Forskellige ting giver sig uden videre, f.eks. at dom i det mindste er en iscenesættelse af beslutning (desuagtet, hvordan vi kommer til dommen eller bevæger os videre fra den) og at transformation er en iscenesættelse af gøren (desuagtet, hvordan den transformation begynder og ender). Vi kan da starte med at overveje, om der allerede i vores kategorier skulle være noget, der umiddelbart lader sig ordne i forløbsenhedens delforløb. Altså: hvordan kommer vi til og fra dom? hvordan til og fra transformation? Derved kan vi tale om et Domsforløb, et Transformationsforløb samt et Tilstandsforløb.

Da vi har givet, at forløbet fra tilstand til transformation skal ende med en dom, er det selvfølgeligt, at den skal ende med en bestemt retning, dvs. beslutning eller ophør. Vejen dertil må finde den i den anden kategori: ubestemt retning. Det er da også kun rimeligt, at et forløb, der kulminerer i bestemt retning, kommer dertil gennem overvejelse eller dilemma. Nu kan vi synes at have problemer, hvis overvejelserne/dilemmaet udmønter sig i en beslutning om ikke at gøre noget, dvs. i fravær, men det giver os to situationer: a) enten at beslutningen om fravær er en beslutning om at overvejelserne/dilemmaet var frugtesløse, hvorfor forløbet indledes på ny (det starter jo altid med fravær) med nye overvejelser, nyt dilemma; b) at der vitterlig er en beslutning om ophør, hvorved den narrative dynamik definitivt ender.

Da vi ikke kan afgøre, om forløbet kommer til beslutning via dilemma eller overvejelse, må vi opstille to parallelle forløb. Desuden må vi medtage den mulighed, at forløbet folder sig inde i sig selv, sådan at det gennem at skifte mellem overvejelse og dilemma kommer til beslutning. Forløbet må derfor levne plads til, at gennemløbe principielt uendelig mange kryds mellem dilemma og overvejelse.

Ydermere kan vi fastslå, at forløbet ikke begynder i beslutning, da det ikke vil give nogen mening, at forløbet skulle bevæge sig fra beslutning til beslutning – med mindre det var fordi en ny situation var opstået, og der ville da være tale om, at gå fra dom 1 til dom 2 eller omvendt og ikke fra situation via dom til transformation.

Hvor begynder domsforløbet? i fravær, overvejelse eller dilemma? Det fulde forløb må principielt lægge fravær bag sig, og da det bevæger sig gennem overvejelse og dilemma, er det svært at mene andet end, at det starter med fravær. Det synes da også rimeligt at udgangspunktet for et forløb, der ender med beslutningens bestemte retning, er fravær af retning i og med fravær af beslutning men nærvær af overvejelse og dilemma.

Da domsforløbet udgør hveranden fase, synes de to akser, der adskiller de fire faser, nu bestemt som henholdsvis beslutning og fravær. En fuld omgang gennem cirklen går derfor gennem fravær-beslutning-fravær-belsutning (det er vilkårligt, at vi hér startede med fravær og ikke med beslutning). Vi vil se, om det bekræftes af vore overvejelser over de to andre forløb.

Transformationsforløbet tager afsæt i domsforløbets endelige beslutning om, at der skal gøres noget ved noget. Transformationen vil selvfølgelig være et forløb af gøren, ikke registreren, hvorved vi får givet dets mellemled som selvforandring eller ydre handling. Gøren kan resultere i overvejelser eller dilemma, hvilket også fremgår af den elementære forløbsenhed, men vi har da bevæget os ind i et domsforløb. Overgangen mellem Transformationsforløb og domsforløb må principielt være et fravær af gøren, der muliggør indledningen af overvejelser eller dilemma. Vi får da følgende:

Dette forløb forbinder slutningen på det ene domsforløb med begyndelsen på det næste. Det skal således forbinde beslutning med fravær og kan derfor ikke tage sig anderledes ud end følger:

Er der i fortællingen ikke tale om et enkelt individuelt subjekt, men om et kollektiv af subjekter, der handler, registrerer og fælder domme, så kunne man fristes til at mene, at disse forløbsfunktioner ikke kunne inddrage alle subjekterne. Men sålænge der er tale om et kollektiv af subjekter, så vil de fungere som et enkelt subjekt; i samme øjeblik de fremtræder som individuelle subjekter, så vil der være tale om adskilte funktioner og derfor adskilte narrative forløb, der er flettet ind i hinanden.

Transformationsforløbet og Tilstandsforløbet er tydeligvis funktionelle forløb ved det, at de udfolder sig i det dynamiske område mellem de to kategorier Gøren/Registreren og Orientering. Begge starter med bestemte retninger.

Transformationsforløbet går gennem gøren; det starter med beslutning om gøren og danner derved den narrative funktion målrettet handlen (gøren + beslutning); det afsluttes selvfølgelig når gøren bliver fraværende og ender derved med funktionen gør intet (gøren + fravær). Transformationsforløbet bliver derved en funktion af subjektet, da det igangsættes og afbrydes ved en viljesakt.

Tilstandsforløbet går gennem registreren; det starter således med den narrative funktion koncentreret, accept (registrering + beslutning) og ender med funktionen fornægter, accepterer ikke (registrering + fravær). Tilstandsforløbet bliver således en funktion af subjektet, idet oplevelse af tilstanden er et spørgsmål om subjektets forhold dertil; forløbet indledes med en viljesakt: beslutning om apperception/selvreflektion, og sluttes med samme.

Umiddelbart synes det sværere at opfatte domsforløbet som funktionelt, da det alene er beskrevet ved de fire elementer fra kategorien orientering. Det må imidlertid ikke undre os, at vi ikke kan finde elementer fra kategorien gøren/registreren, for domsforløbet begynder i begge tilfælde med fravær. I det ene tilfælde (overgangen fra tilstand til dom) fravær af registreren, i det andet tilfælde (overgangen fra transformation til dom) fravær af gøren. Dommen er tidligere, som enhed, blevet beskrevet som en særegen deskriptiv enhed. Vi kan nu udvide vores forståelse af domsforløbet til, at det er en unik handling, i hvilken der ikke medieres mellem subjekt eller objekt, ej heller foretages nogen ændring af et objekt: der foretages alene en subjektiv vurdering med hensyn til et objekt. Domsfunktionen er altså unik derved, at den i det ene tilfælde (dom1) ikke inddrager aktiv registreren af et objekt, men forudsætter en registreren; og at den i det andet tilfælde (dom2) ikke inddrager en aktiv gøren, men forudsætter den. Domsforløbet bliver på den måde et funktionelt forløb ved det, at det forudsætter, og derved implicit inddrager, Gøren / Registreren og danner grundlag for kommende Registreren/Gøren.

Dette har yderligere konsekvenser, for vi kan nu præcisere akserne mellem de fire faser:

Grænsen mellem tilstand og dom vil være fravær af registrering.

Grænsen mellem dom og transformation vil være beslutning om gøren.

Grænsen mellem transformation og dom vil være fravær af gøren.

Grænsen mellem dom og tilstand vil være beslutning om registrering.

Dette giver, at de to akser, der omslutter tilstand, er kendetegnet ved registreren (hhv. nærvær og fravær deraf), samt at de to akser, der omslutter transformation, er kendetegnet ved gøren (hhv. nærvær og fravær deraf). Dette giver, at vi har to overordnede forløb, der efterfølger hinanden:

Gørensforløbet der består af transformation + dom2.

Registreringsforløbet der består af tilstand + dom1.

Da vi således kan se, at dom er sidste del af et overordnet forløb, så kan vi også ad den vej forstå, at domsforløbet kan have gøren hhv. registreren implicit i sig (og forudsætte det), på den måde vi ovenfor diskuterede, da vi fremstillede forløbet generelt. Vi har nu specificeret det indenfor hver af de to overordnede forløb.

Ovenstående betragtninger kan sammenfattes i en udvidelse af modellen over den elementære forløbsenhed til den grundlæggende komplekse forløbsenhed. Vi får da en model over Aktualiseringen af Den Narrative Dynamik (hvilket udgør Den Aktualiserede Fortællings Narrative Struktur):

IV. Opsummering af vores Funktionelle Narratologi

1) Det Narrative har en principielt cirkulær struktur uden begyndelse eller slutning.

2) Den fortalte fortælling begynder et vilkårligt sted i Det Narratives cirkel og slutter et vilkårligt sted og rummer mellem begyndelse og slutning et vilkårligt antal gennemløb.

3) Fremdriften i den fortalte fortælling ligger i selve Det Narrative. Det Narrative er dermed sat som essentielt en funktion.

4) Denne funktion udgøres af samspillet mellem et subjekt og det subjekts omstændigheder. Det samspil udgør i sin minimale form en enkelt transformation, hvorfor funktionen benævnes Den Transformative Funktion.

5) Den Transformative Funktion er kendetegnet ved at være indetermineret og antropomorf og dens funktionelle element volitionelt.

6) Den Narrative Dynamik fremkommer ved en kæde af Transformative Funktioner. Den efterfølgende TF affødes af den foregående ved det at subjektet vil en ændring af omstændighederne og at ændringer i omstændigheder (hvad enten de fremkaldes af det aktuelle subjektet eller ej) fremkalder en ændring i subjektet. Den Narrative Dynamik er således et volitionelt forløb. Den Narrative Dynamik er at beskrive som et samspil mellem Subjektets Transformative Funktion og Om"stændighedernes Transformative Funktion.

7) Den mindste aktualisering af Den Narrative Dynamik, består af en dichotomi af situation og transformation.

8) Når Den Narrative Dynamiks dichotomi af situation og transformation aktualiseres i et narrativt forløb (fabula), aktualiseres der af den mindsteenhed fire faser: situation, overgang til transformation, transformation, overgang til situation, der optræder i denne rækkefølge (om end rækkefølgen i den fortalte fortælling (sjuzet) kan ændres, og faser impliceres). Forløbet kan begynde i en vilkårlig af de fire faser. Det udgør Den Aktualiserede Fortællings Mindste Forløbsenhed

9) Når to subjekter vil at samme omstændigheder ændres eller fastholdes på forskellig vis, mødes to Narrative Dynamikker, og der opstår en konflikt mellem to subjekter. Den konflikt kan kun (siden vi har fundet at det volitionelle som Det Narratives essentielle drivkraft) løses ved at det ene subjekt: a) overvinder det andet subjekts Transformative Funktion, b) opgiver Transformationen, c) en ny Narrativ Dynamik møder de to andre i samme omstændigheder, hvorved et tredie subjekt introduceres i konflikten, og transformerer omstændighederne.

10) Den Elementære Transformative Funktion aktualiseres i otte Narrative Funktioner, der kan iscenesættes i subjektets indre eller ydre.

11) De otte Narrative Funktioner aktualiserer Den Aktualiserede Fortællings Mindste Forløbsenhed i fire separate forløb: Domsforløb, Transformationsforløb, Domsforløb og Situationsforløb; de optræder altid i denne orden om end forløbet kan begynde i en vilkårlig af dem. Dette udgør Aktualiseringen af Den Narrative Dynamik, hvilket er identisk med Den Aktualiserede Fortællings Narrative Struktur.

V. Tillæg.

Greimas:

Vi har søgt at lade vores bestemmelse af Det Narrative tage udgangspunkt i en diskussion af, hvad der kan bestemmes som essentielt narrative elementer; dernæst har vi diskuteret, på hvilken måde de kunne udgøre en generativ funktion, der således kunne opfattes som en Det Narratives Grundfunktion. Derudfra har vi etableret lag, som vi ikke finder tilbyder problemer med hverken ækvivalens eller konversion, da der ikke er tale om narrativisering (dvs. ikke en, som hos Greimas, gøren-narrativ ), men tiltagende iscenesættelse af Det Narratives iboende elementer i en fortalt fortælling og vel at mærke en tiltagende iscenesættelse, der tilbydes af de underliggende lag helt ned til grundfunktionen.

Det er i den tidligere præsentation af Greimas vist, at Greimas ikke på noget tidspunkt forsøger at lave nogen ontologisk bestemmelse af Det Narrative, men at han søger at forklare, hvordan betydningsstrukturer iklæder sig narrativ form – ud fra en rent definitorisk opfattelse af hvad narrativitet er. En kritik af Greimas's narratologi ud fra vores projekt vil derfor være en misforståelse af Greimas. I det følgende vil vi derimod ud fra vores model diskutere det i Greimas's konversioner, der udgør hans narrativisering, og kaste lys på nogle overensstemmelser og uoverensstemmelser samt undersøge, i hvilken grad vores tentative bestemmelse af Det Narrative kan forklare det, Greimas lægger til i hver konversion for at opnå narrativisering. Diskussionen af Greimas er således ikke ment som en kritik af semiotikken, men som en afprøvning af vore egne teorier over for Greimas's narrativisering. En kritik af Greimas ville da også kræve et dybere studium af hele hans skrifter. Som tidligere nævnt har vi fundet det rimeligt at holde os til Grundtræk af en Narrativ Grammatik , hvorfor vi lader nedenstående følge vores tidligere gennemgang.

Det kan være værd at minde om, at vores grundlæggende funktion: Den Transformative Funktion, principielt er en konfliktfunktion; vi har dog at kalde den en transformativ funktion og ikke en konflikt-funktion, da den danner grundlaget for Den Narrative Dynamik, dvs. funktionelt operative, der driver fortællingen frem. I vores opfattelse af konflikt skiller vi os fra Greimas, der i konflikten ser en binær opposition, hvad enten den er kontradiktorisk eller kontrær, og derfor en semantisk størrelse; vi ser en funktion, der kan semiotiseres alt efter dens brug, men ikke desto mindre en funktion, der redegør for det unikt narrative og i forløb redegør for den unikt narrative fremdrift: Den Narrative Dynamik. Vores narratologi er således funktionel, ikke semiotisk.

1) En første "narrativisering" af taksonomierne gennem at opfatte deres relationer som operationer.

2) overgangen fra narrativ dybdestruktur til overfladestruktur ved at antropomorfisere operationer som "gøren" og samle dem i "narrative udsagn".

3) Udvikling af overfladegrammatikken ved at samle narrative udsagn i et egentligt narrativt forløb, "performans".

4) Samling af performans i serier og nyfortolkning af de logiske operationer, omskrevet til "gøren", som udvekslinger og bevægelser fra et sted til et andet. Derved præciseres de figurative aktanter efter deres rolle i den udveksling. Udvekslingsforløbet og aktanterne samtænkes med en reduktion af de Propp'ske funktioner i to narrative forløb: et af polemik (de tre prøver) og et af kontrakt (prøvestillen og endelig sanktion).

Vi kan kaste lys over Greimas's første narrativisering af relation til operation ud fra vores tidligere diskussion, der bestemte at den mindste enhed i Det Narrative var Situation-Transformation. Operationer er givetvis det funktionelle element i transformationer. Greimas's opfattelse af at den første narrativisering indtræder ved at ændre de logiske relationer til operationer bygger således på en del forudgående ting: 1) at narrativitet essentielt består af transformationer, 2) at de semantiske positioner S', S'' osv. udgør situationer, der transformeres. Det siger sig selv at 2) er forudsætningen for 1) da en transformation uden noget, der transformeres, er meningsløs. Greimas's "første" narrativisering er derfor ret beset ikke den første narrativisering. Forud for den har han narrativiseret positionerne til situationer og deres relationer til transformationer – hvorpå han så kan identificere det operative i transformationerne, som ækvivalente med de logiske relationer plus et betydningsoverskud..

Der synes således ikke at være væsentlig uoverensstemmelse mellem Greimas's narrativisering og vores bestemmelse af Det Narrative. Ud fra vores model kan vi forklare rimeligheden i denne første konversions betydningsoverskud, foruden at vi kan tilbyde de logiske forudsætninger for dette.

Antropomorfiseres operation til gøren "ved tilføjelse af klassemet menneskelig", så impliceres det, da vi ikke kan have en menneskelig gøren uden en menneskelig gørende (ellers er den gøren netop ikke-menneskelig), dvs. at der er et gørende subjekt og et objekt at gøre noget med. På dette niveau er der et større betydningsoverskud end blot antropomorfisering af operation til gøren. Der er også et overskud af et gørende subjekt og et objekt for den gøren.

Greimas har altså hér et betydningsoverskud, der også består i en relation (gøren) mellem et subjekt og objekt, hvor objektet ændres i og med subjektets gøren. Dette svarer til vores Transformative Funktion, idet objektet selvfølgeligt vil udgøre en del af subjektets omstændigheder. Forudsætningen for at se den transformative gørensrelation mellem subjektet og objektet som narrativ, er derfor, at vi forud for denne konversion har fastslået, at denne transformation er et essentielt og funktionelt element i Det Narrative.

Det synes således utilstrækkeligt at lade antropomorfiseringen udgøres slet og ret af gøren. Vi vil medtage de orienteringsproblemer, der går forud for, er sideløbende med eller efterfølger gøren: dvs. pause, beslutning, overvejelse og dilemma.

Gøren er en af drivkræfterne i det transformative samspil mellem subjekt og dets omstændigheder – foruden registreren og orientering, to kategorier, som Greimas nok vil placere som underkategorier af gøren. Imidlertid er det svært at opfatte registreren og orientering som underkategorier af gøren samtidig med, at vi opfatter gøren som det operationelle i sig selv. Vi har argumenteret for, at subjektets gøren kun bliver operativ i narrationen, hvis den forholder sig til de af subjektets omgivelser, der virker ind på subjektet. Denne "forholden sig til" kan ganske vist opfattes som en underkategori af gøren, men vi må dog forlange, at siden subjektets handlen afhænger af den "forholden sig til", så må handlen og "forholden sig til" være to sideordnede kategorier og ikke den ene en underkategori af den anden. Greimas's gøren og vores gøren er således i to forskellige niveauer. Hvad der ligger i Greimas's "gøren" synes på een gang at ville indfange alt, der rummes af vores Transformative Funktion, mens vores "gøren" blot er den ene af de kategorier af funktioner, som ligger i Den Transformative Funktion og som Den Narrative Dynamik drives frem af.

At Det Narrative og antropomorfi står i forhold til hinanden, er vi som sagt enige i. Vi har i stedet søgt at bestemme de funktioner, der udgør de egentligt narrative funktioner, på eet og samme niveau, hvorved vi har bestemt et antal antropomorfe funktioner. Jeg minder om, at de var grundlæggende kendetegnet ved enhed af subjekt og handlen (som kombinationen af antropomorf og funktion i relation til omstændigheder selvfølgeligt må være), hvilket kunne differentieres, på samme niveau, til to kategorier (Gøren/Registreren hhv. Orientering) der så igen, på samme niveau, kunne differentieres hver i fire.

Greimas:

I vores model har vi sat begæret i centrum af Det Narrative ved at lade samspillet mellem subjekt og subjektets omstændigheder udgøre Det Narratives essentielle dynamik. Det samspil har vi ekspliciteret i vores kategorier af narrative funktioner: samspillet af gøren/registreren og orienteren. Dermed tilbyder vi det formelle grundlag i narrativitetens situation for "begæret efter at realisere", som gyldiggør Greimas's konversion. Dette begær kan dog ikke forstås uden i forhold til omgivelserne (narrativitetens situation) og det alene i forhold til det væsentlige ved omgivelserne, der indvirker på subjektet: Omgivelsernes Transformative Funktion. Den Omgivelsernes Transformative Funktion indvirker på subjektet og udløser et begær efter at ændre eller stabilisere omstændighederne.

Ovenstående diskussion har problematiseret gørensbegrebet i forhold til vores kategorier af Narrative Funktioner (gøren/registreren og orientering). Vi må nu belyse det fra en anden vinkel, for hvis Den Narrative Dynamik fremkommer ved et samspil mellem Subjektets Transformative Funktion og Omstændighedernes ditto, så er der et funktionelt dynamisk aspekt ved Det Narrative, der ikke er antropomorft, men som afhænger af omstændighedernes forhold til det antropomorfe: Omstændighedernes Transformative Funktion. Den funktion kan ikke forstås som en antropomorf gøren eller et begær efter at realisere, men den er utænkelig som narrativitet uden at indgå i en relation til det funktionelle antropomorfe element. Vi kan heller ikke begribe Om"stæn"dighedernes Transformative Funktion ud fra, at omstændighederne sættes op som et objekt med værdi (da den værdisætten er en gørensfunktion af et subjekt og typisk vil følge af transformationen). At subjektet ændres af sine omgivelser og selv ændrer omgivelserne, kan vi ikke komme uden om. Vi finder derfor, at Den Narrative Dynamik ikke er at finde alene i antropomorf gøren, men i et samspil af antropomorf gøren og omstændighedernes indvirken på det antropomorfe subjekt. Dette har vi formuleret som Den Transformative Funktion og udviklet til Den Narrative Dynamik. Ud fra den må vi sige, at Greimas ved sin konversion kun indfanger den ene halvdel af funktionen for Det Narratives dynamik.

I vores model har vi søgt at opstille ægte kategorier, der bestemmer de egenskaber ved/forhold omkring subjektet, der udgør Det Narratives grundfunktioner. Disse egenskaber og forhold har vist sig at være kombinationen af de to kategorier gøren/re"gistreren og orientering, der (fraset at de gives i hhv. det indre og det ydre) giver os 8 ægte funktioner.

Vi må undre os over, at siden aktanterne ved foregående konversion blev ændret fra operationer til lokationer for objektets bevægelse, hvordan kan Greimas så nu lade aktanten non-d' bevæge sig fra sin plads til d' og videre til d'' og være det, der transporterer objektet. Hvis Greimas skal stå ved sin konversion af aktanterne til steder for udveksling, må han fastholde, at objektet ikke transporteres af diverse aktanter, men transporterer sig mellem disse. Hvis d betegner steder for udveksling, og vi siger non-d bevæger sig til d, da giver det ikke længere mening at tale om, at non-d endnu er non-d for ved sammenfaldet med position d er det d. Vi findes således at en antropomorf funktionsbetonet forståelse af Det Narrative er mere præcis end en topologisk gennemløbsbetonet.

Modtagelsen og afgivelsen af noget er antropomorfe forteelser, der berører subjekter følelsesmæssigt. Driften til at handle ligger for subjektet ikke så meget i objektet som den affekt, der knyttes til det objekt, med andre ord er det narrativt set dynamiske element pathos, ikke logos . Pathos finder vi hos Greimas i modalobjekter, dvs. som noget, der modtages eller gives subjektet. I vores model foretrækker vi, i stedet for at se pathos som et objekt, at se det som en drivkraft – iøvrigt sammen med logos og ethos. Vi ser altså pathos som en del af subjektet og som (sammen med logos og ethos) det, der motiverer subjektet til at transformere sine omstændigheder.

Uoverensstemmelsen mellem Det Narrative og Greimas's semiotiske dybdestruktur ligger bl.a. i, at det at opnå og det at miste indebærer langt, langt mere end simpel konjunktion og disjunktion. Greimas ændrede siden Grundtræk… sin teori til, at semer konverteres til tilstandsudsagn og operationer til gørensudsagn, subjektet kan på den måde få sin dobbelthed: både af lokation, i og med tilstandsudsagnene, og handlende, i og med gørensudsagnene. Denne revision ikke alene imødekommer vores kritik, men peger endda hen til det, vi allerede har bemærket: at subjektets tilstand i Det Narrative er uadskillelig fra subjektets gøren (om end de rent semiotisk er væsensforskellige). Ydermere peger det hen mod, at tilstanden er uadskillelig fra subjektets samspil med dets omstændigheder – Det vi i vores model har formuleret således, at den Transformative Funktion er kernen i Den Narrative Dynamik.

Greimas' projekt med at, på baggrund af "forudsigelige og beregnelige" syntaktiske operationer, at udlede de topologiske operationer, der "organiserer narration som en proces, der skaber værdier" er splittet omkring netop det, at den vil beskrive det kreative ud fra et forudsigeligt og beregneligt mønster. Det mindste man må forlange af en sådan beskrivelse er, at den redegør for de optioner, der altid foreligger; forudsigeligheden kan således med hensyn til det kreative ikke beskrives ned til under et antal valg mellem optioner – i stil med Bremond's forsøg på at opstille det narrative som en multioptionel kombinatorik.

Sætter vi subjektet i Det Narratives grundlag, da vil en udspaltning i modaliteter kun kunne belyse, hvordan narrationer genereres, hvis udspaltningen holdes forankret i subjektets rolle i den transformative funktion og at denne indbefatter kategorien Orientering. Da vi med Orientering har indkorporeret overvejelse, tvivl og dilemma, har vi medtænkt det uforudsigelige i vores grundstruktur.

Afsluttende Bemærkninger

Lad os huske på de væsentlige pointer, vi fremdrog af vores tidligere præsentation af Greimas's narrativisering:

Gøren er den væsentligste narrative funktion og den gøren har til funktion at ændre tilstanden af et objekt, der er afgørende for fortællingens betydningsindhold. Ydermere er det objekt væsentligt i det handlende subjekts omstændigheder og resultatet af den ændring afgørende for det handlende subjekts egen tilstand. Greimas lader fortællingens struktur baseres på det objekts bevægelse fra sted til sted, men lader den bevægelse fra sted til sted komme i stand ved at subjekter udfører den. Derved falder vi tilbage på, at subjektets handlen i forhold til objektet er det centrale både for betydningsindholdet og for fortællingens struktur.

Det skulle være tydeligt, at det principielt er kernen i vores bestemmelse af Den Transformative Funktion og dens kæde: Den Narrative Dynamik, og at vi samtidig er kommet bagom paradokset hos Greimas: at Det Narratives grundstruktur kommer af objektets bevægelse én vej gennem skemaet, men at den bevægelse kommer af at subjekter udfører den ved at bevæge sig den modsatte vej gennem skemaet, endda i to adskilte forløb. Vi adskiller os dog fra ovenstående generelle konstatering af gøren som narrativitetens grundprincip, ved det, at vi har en forudgående funktionel bestemmelse af gøren, der sætter, at det er den gøren, der er transformativ i samspillet mellem subjekt og dets omstændigheder, der er narrativt væsentlig. Med andre ord, er det den gøren, der ligger i konflikt, der er væsentlig.

Tager vi udgangspunkt i subjektets funktionelle del i den transformative funktion, da kan vi formulere et antal enkeltfunktioner i forhold til situationen. Og da den transformative funktion integrerer subjekt og omstændighed så vil den egentligt narrative funktion kræve to af disse i samspil. Vores model beskriver derfor aldrig Det Narrative længere ned end til et samspil mellem subjekt og omstændigheder, hvorved det kreative valg aldrig reduceres til andet end et apparat af dialektiske funktioner, der kan udfyldes frit ud fra et valgfrit overordnet forløb og valgfrit ud fra en hvilken som helst dramaturgi.

Er det lykkedes os at placere disse narrative funktioner i en rækkefølge, hvor den ene afføder den anden, da har vi formuleret en model over Det Narrative Forløb, der kan bruges til såvel en ontologisk som en generativ forståelse af Det Narrative – der vel at mærke ikke afgrænser dramaturgiske muligheder og derfor ikke afgrænser fortællerens kreativitet. Hvis ydermere den model ikke kræver at alle led ekspliciteres i den fortalte fortælling, da har vi indarbejdet endnu flere af de optioner, der er en del af den narrative kreativitet. Har vi held med det, bør vi ydermere have en cirkulær model frem for en lineær, da man altid ud fra en given fortællings begiven"hedsforløb kan fornemme, at der kunne forekomme forudgående eller efterfølgende begivenheder, altså at Det Narrative som sådan ikke indebærer en begyndelse eller slutning, men at de to kun kommer ved et valg i fortællesituationen. Begyndelse og slutning må derfor være en integreret del af modellen som frie optioner.

Vores bestemmelse af Det Narrative må med andre ord kaste lys over, på hvilken måde Det Narrative principielt er skruet sammen, men samtidig fremstille det som et fleksibelt skema, der har medtænkt optioner i dobbelt forstand: både subjektets narrativt funktionelle optioner (dette dækker kategorien af orienteringsfunktioner) såvel som fortællesituationens valg af eksplicitering, begyndelse/slutning, osv..

En sådan model over Det Narratives ontologi og generative forløbsstruktur er, hvad vi har tilbudt i vores tidligere diskussion. Den gør på ingen måde krav på at være endelig, men jeg har forsøgt at vise, at den rummer stof nok i sig til at belyse væsentlige narratologiske problemer og i det mindste indkredse en narrativ ontologi. Den skal således opfattes som et grundlag for videre arbejde.

VI. Litteraturliste

Albeck, Ulla: Dansk Stilistik, 7. ed. (Kbh.: Gyldendal, 1973, 1939).

Bakhtin, M.: Problems of Dostoevsky's Poetics, trans. Emerson, C. (USA.: University og Minnesota, 1984, 1929) p. 101-181: Ch. 4: "Characteristics of Genre and Plot Composition in Dostoevsky's Works".

Bal, Mieke: Narratology, Introduction to the Theory of Narrative, Toronto UP. 1985).

Barry, Jackson G.: Dramatic Structure – The Shaping of Experience, (Berkeley, USA: University of California Press 1970).

Booth, Wayne C.: Rhetoric of Fiction, The, 2. ed. (USA: University of Chicago Press, 1983, 1961).

Bordwell, David: Making Meaning – Inference and Rhetoric in the Interpretation of Cinema, (USA: Harvard UP.1989).

Bremond, Claude: "Logic of Narrative Possibilities, The", New Literary History vol. XI.no. 3 (1966) : p.387-411. (USA: University of Virginia).

Bremond, Claude: Logique du Recits, (Frankrig: Éditions du Seuil1973).

Bremond, Claude: "Concept and Theme", Thematic Criticism, The Return of, trans. Pratt, Andrew Damian. (USA: Harvard UP:1993) p. 46-59. ed. Sollors, W.

Brooks, Peter: Reading for the Plot, (USA: Vintage Books, 1985, 1984). (Psykoanalytisk indfaldsvinkel)

Brownstein, Oscar Lee & Daubert, Darlene M.: Analytical Sourcebook of Concepts in Dramatic Theory, (USA: Greenwood1981).

Caserio, R. L.: Plot, Story, and the Novel – From Dickens and Poe to the Modern Period, (USA.: Princeton UP.1979).

Cawelti, John G.: Adventure, Mystery, and Romance – Formula Stories as Art and Popular Culture, (USA: Chicago UP.1976).

Chatman, Seymour: Story and Discourse, (Ithaca and London: Cornell University Press Ltd.1978).

Coste, Didier: Narrative as Communication, (USA: University of Minnesota Press1989). "(Theory and History of Literature, vol. 64)".

Culler, Jonathan: "Defining Narrative Units", Style and Structure in Literature, (Oxford: Basil Blackwell1975) p. 123-143. ed. Fowler, R.

Culler, Jonathan: Structuralist Poetics, (Great Britain: Routledge & Kegan Paul1975).

Dipple, E.: Plot, (London: Methuen & Co.1970).

Eng, Jan van der: "Descriptive Narrative Poetics, On", On the Theory of Descriptive Poetics: Anton P. Chekhov as story-teller and playwright, (Holland: The Peter de Ridder Press1978) vol. 4: p. 9-99. in: Dutch Studies in Russian Literature.ISBN 90 316 0155 1

Frisch, A.M. & Perlis, D.: "Re-Evaluation of Story-Grammars", Cognitive Science vol. 5.no. 2, April-June (1981) : p.79-86. (Norwood, New Jersey, USA.: Ablex Publ. Corp.).

Gelley, A.: Narrative Crossings – Theory and Pragmatics of Prose Fiction, (USA.: John Hopkins UP.1987). (For vores studie er specielt kap. 1: "Premises for a Theory of Description" af interesse).

Genette, G.: Figures of Literary Discourse, trans. Sheridan, A. (USA.: Columbia UP., 1982, 1966-72). (Uddrag fra "Figures I, II og III").

Genette, G.: Narrative Discourse, trans. Lewin, Jane E. (USA.: Cornell UP., 1980, 1972). ("Discours du Récit" fra "Figures III").

Greimas, A. G. & Courtés, J.: Semiotik, Sprogteoretisk ordbog, trans. Per Aage Brandt & Ole Davidsen. Aarhus Universitetsforlag1988).

Greimas, A.J.: Strukturel Semantik, trans. Hargvigson, G. (Kbh.: Borgen, 1974, 1966).

Greimas, A. J.: Du Sens, (Paris: Seuil1970).

Grodal, T.K. & Madsen, P.: Tekststrukturer, (Kbh.: Borgen, 1976, 1974).

Harvey, W.J.: Character and the Novel, (London: Chatto & Windus, 1970, 1965).

Hayman, D.: Re-Forming the Narrative – Toward a Mechanics of Modernist Fiction, (USA: Cornell UP.1987).

Holland, Norman: Psychoanalysis and Shakespeare, (New York, USA: McGraw-Hill1964). (Part I, p.1-55, giver en udmærket indføring i psykoanalytisk litteraturteori)

Holloway, John: Narrative and Structure – Exploratory Essays, (Londn: Cambridge University Press1979).

Johansen, Jørgen Dines: Novelleteori efter 1945 – En studie i litterær taxonomi, (Kbh.: Munksgaard1970).

Kenny, Anthony: Action, Emotion and Will, (London: 1963).

Kermode, Frank: Sense of an Ending, The, (New York: Oxford University Press, 1968, 1966).

Kernan, Alvin B.: Plot of Satire, The,.

Kernan, Alvin B.: Character and Conflict, (USA: Harcourt, Brace and World, Inc., 1969, 1963). (Hverken en dybsindig eller filosofisk bog, men den gengiver adskillige værker, bla. Hedda Gabler, Antigone, mv. og giver udmærkede bemærkninger om dramaturgiske problemer i forbindelse dermed).

Lehnert, Wendy G.: "Plot Units and Narrative Summarization", Cognitive Science vol. 5.no. 4 (1981) : p.293-331. (Norwood, USA.: Ablex Publ. Corp.).

Leitch, Thomas M.: What Stories Are – Narrative Theory and Interpretation, (USA: Pennsylvania State University1986). (En af de få værker, der gennemført er dedikeret til narrativ ontologi).

Levin, Richard: Multiple Plot in English Renaisance Drama, The, (USA.: University of Chicago Press1971).

Lipsky, John M.: "From Text to Narrative: Spanning the Gap", Poetics vol. 5.1976 (1976) : p. 191-206. (Holland: North-Holland Publishing Company).

Lukacs, G.: Theory of the Novel, The, trans. Bostock, A. (London: Merlin Press, 1971, 1920).

McCabe, Alyssa & Peterson, Carole, ed.: Developing Narrative Structure, (USA: Lawrence Erlbaum Ass.1991) Vol. (Essays om udvikling af fornemmelse for narrativ struktur hos børn).

Mosher, Harold F.: "Structuralism of Gerard Genette, The", Poetics vol. 5.1976 (1976) : p. 75-86. (Holland: North-Holland Publishing Company).

Prince, Gerald: Grammar of Stories, A, (The Hague: Mouton1973).

Prince, G.: "Aspects of a Grammar of Narrative", Poetics Today vol. 1.3 (1980) : p. 49-63. (USA, Durham:

Prince, Gerald: Dictionary of Narratology, A, (USA: University of Nebraska Press1987).

Propp, Vladimir: Morphology of the Folktale, trans. Scott, Lawrence. 2. ed. (USA: University of Texas Press, 1927, 1927).

Rabkin, Erik S.: Narrative Suspense, (Ann Arbor, USA: University of Michigan Press1973). (Diskuterer "narrative suspense" som noget, er vedrører alle lag af fortællingen, ikke kun "plot" eller dramatiske forløb, men også stilistik, mv. Søger desuden at etablere en "affektiv genreteori")

Ricoeur, Paul: Sémantique de l'action, (Paris: 1977).

Ricoeur, Paul: "Greimas's Narrative Grammar", New Literary History vol. 20.no. 3 (1980) : p. 581-608. (USA).

Ricoeur, Paul: Time and Narrative, trans. McLaughlin, C. & Pellauer, D. (USA.: University of Chicago, vol I, 1984, vol. II, 1985, 1983) vol. I,II,III:. (Specielt vol. I: p. 31-51 "Emplotment" og "Three-fold Mimesis", samt Vol II: p. 29-61 "The Metamorphosis of Plot" og "The Semiotic Constraint on Narrativity" er af umiddelbar interesse for vores undersøgelse af fortællingens ontologi)

Rimmon-Kenan, S.: Narrative Fiction: Contemporary Poetics, (USA.: Methuen1983).

Ryan, Marie-Laure: "In Search of the Narrative Theme", Thematic Criticism, The Return of, trans. Marinelli, Stacie. (USA: Harvard UP:1993) p. 169-191. ed. Sollors, W.

Sacks, Sheldon: Fiction and the Shape of Belief – A Study of Fielding, (Berkeley, USA.: University of California Press1964).

Schepelern, Peter: Film og Genre, (Kbh.: Gyldendal1981).

Shapira, ed.: Henry James: Selected Literary Criticism, Hammondsworth, Penguin1963)

Sonne, Harley & Grambye, Christian: "Op og ned med Gitte – Findes Tekstanalysen?", Litteratur & Samfund vol. 46.Litteraturteori (1990) : p. 72-89. (Kbh.)

Spacks, Patricia Meyer: Desire and Truth: Functions of Plot in Eighteenth Century English Novels, (USA: University of Chicago Press1990).

Sternberg, Meir: Expositional Modes and Temporal Ordering in Fiction, (USA.: John Hopkins University Press1978).

Stevick, Philip: Chapter in Fiction, The, – Theories of Narrative Division, (USA.: Syracuse University Press1970).

Todorov, T.: Poetics of Prose, The, (Oxford: Blacwell1977).

Toolan, Michael J.: Narrative, A Critical Linguistic Introduction, (New York: Routledge1988).

Wing, N.: "Meaning of Form, The", Diacritics.Fall 1974 (1974) : p. 20-27. (USA).

Aristoteles: "On the Art of Poetry", Classical Literary Criticism, trans. Dorsh, T. S. (England: Penguin, 1965, 342 f.kr ca).

Burack, A.S., ed.: Writing Suspense and Mystery Fiction, (Boston, USA.: The Writer, Inc.1977).

Busfield, Roger M.: The Playwrights Art, (USA: Greenwood Press, Inc., 1976, 1958).

Dibell, Ansen: Plot, (Cincinnati, USA: Writer's Digest Books1988).

Egri, Lajos: The Art of Dramatic Writing, (New York: Simon & Schuster, 1960, 1946).

Field, Syd: Screenwriter's Workbook, The, (New York: Dell1984).

Foster-Harris: Basic Patterns of Plot, The, (USA: University of Oklahoma Press, 1981, 1959).

Hamilton, Clayton: Problems of the Playwright, (USA: Henry Holt & Co.1917).

Highsmith, P.: Plotting and Writing Suspense Fiction, (London: Poplar Press, 1983, 1966).

Jute, André: Writing a Thriller, (London: A & C Black1986).

Olson, Ola: Några Anteckningar om Dramaturgi, Seminariet: "Dramatikern i Dialog med sin Samtid", (Reykjavik: Nordiska Teaterkomitten, 1982).

Polti, G.: Thirty-Six Dramatic Situations, The, (USA.: The Writer, Inc., 1984, 1921).

Rockwell, F.A.: Modern Fiction Techniques, (USA: The Writer, Inc.1962).

Rodell, M.: Mystery Fiction – Theory and Technique, (London: Hammond, Hammond and Co.1954).

Root, Wells: Writing the Script, (New York: Holt, Rinehart and Winston1979).

Ryum, Ulla: Om den ikke-aristoteliske dramaturgi, Seminariet: "Dramatikern i Dialog med sin Samtid", (Reykjavik: Nordiska Teaterkomitten, 1982).

Sloane, W.: The Craft of Writing, (USA.: W.W.Norton & Co.1979).

Swain, Dwight V.: Techniques of the Selling Writer, (Norman, USA: Oklahoma UP., 1984, 1963).

Swain, Dwight V. and Swain, Joyce R.: Film scriptwriting: a practical manual, 2nd ed. (USA: Butterworth-Heinemann1988).